I denne lille serie undersøger vi, hvor mange veje der fører til transportbranchen. Hvad var din vej? Del den med os på Facebook.
– Min vej ind i transportbranchen startede næsten fra barnsben. Min mor var buschauffør og min far var flyttemand, så stort kørekort ligger til familien, fortæller Signe Sørensen.
Men vejen ind i transportbranchen var ikke lige for 36-årige Signe Sørensen, der tog det store kørekort for seks år siden. Hun var maler i 15 år, inden kroppen sagde fra, og hun måtte søge nye veje.
– En kammerat forslog mig at tage et par ture med ham i skraldebilen for at se, om det kunne være noget. Så tænkte jeg, ‘det er fedt det her’. Jeg er aktiv og udenfor hele dagen og får god energi. Det er den vej, jeg skal. Jeg har kørt skrald lige siden, siger Signe Sørensen.
Frihed på vejen
Som skraldemand nyder Signe Sørensen, at hun selv kan planlægge sin arbejdsdag, selv styrer tempoet og selv bestemmer, hvornår det er pausetid.
– Jeg ville ønske, at andre vidste, hvor godt et frit arbejde det er. Det er meget tilfredsstillende at få ryddet op og yde en service for borgerne og få affaldet de rigtige steder hen. Det gør mig stolt, at jeg er med til at holde Danmark ren.
Læs om Michaels vej ind i branchen her.
Det var ikke helt uden fordomme, da Signe Sørensen som kvinde troppede op hos Verdis. Men hun blev taget godt imod, og det tog ikke mange timer, før hun havde bevist, at jobbet som renovationsmedarbejder ikke kun er for mænd.
– Jeg hører hun positive kommentarer. Der var en kvinde ude på en villavej, der gerne ville have et billede af mig og lastbilen, fordi hun synes, jeg var så sej. Så det fik hun lov til, smiler Signe Sørensen.
I dag er Signe Sørensen FTR og AMR for kollegaerne hos Verdis.
– Jeg drømmer om at kunne fortsætte mit arbejde som skraldemand i mange år, og at vi alle sammen skal have det godt i den her branche. Det kæmper jeg for.
Mange gode oplevelser
Der er mange gode oplevelser, når skraldebilen ruller ud i morgentimerne. I sit bryggers har hun en pose med gaver fra borgere, der har været taknemmelige for hendes arbejde.
– Man møder mange søde mennesker. Det giver mig en god dag, når vi får positiv respons derude. Jeg ville ønske, at folk ville snakke mere med os. Vi vil gerne hjælpe, siger Signe Sørensen.
– Jeg husker en ældre borger, der ikke gik særligt godt, så det her frem og tilbage med beholderen var svært. Men i fællesskab fandt vi en god løsning for både hende og os.
En anden gang var der en mand, der gav Signe et krus med varm kakao, fordi han kunne huske, hun engang havde sagt nej tak til kaffe.
– Jeg elsker mit arbejde. Der er en fantastisk ro ude på vejene, når vi starter. Det er hyggeligt at se folk stå op og tænde lys. Om sommeren synger fuglene, og om vinteren er der julelys.