Unge iværksættere vinder talentpris for app, der øger trivsel og faglighed blandt chauffører i transportbranchen

12. november 2024

Skrevet af Fonden for Entreprenørskab | Pressemeddelelse

Tre unge iværksættertalenter fra Aarhus vinder Erhvervsministeriets og Fonden for Entreprenørskabs iværksætterpris og er dermed blandt Danmarks største talenter inden for iværksætteri. Deres idé hjælper chauffører i transportbranchen med at opbygge et fællesskab, øge trivslen og styrke fagligheden.

Virksomheden Team Driver med Camilla Beenfeeldt, Anthony Sangano og Charles Garvang vinder 100.000 kroner og titlen som indehaver af Erhvervsministeriets og Fonden for Entreprenørskabs iværksætterpris i kategorien diversitet.

Prisen blev overrakt af erhvervsminister Morten Bødskov og Christian Vintergaard, direktør i Fonden for Entreprenørskab til Danmarks Entreprenørskabsfestival i K.B. Hallen i København.

– Pengene skal blandt andet bruges til at styrke og fortsætte opbygningen af fællesskaber i branchen. Man har mange alenetimer som chauffør. I gamle dage kunne man kalde over en walkietalkie. Den er væk, men vi vil have det stærke fællesskab tilbage i branchen, så der er nogen at tale med, når man kører på landevejen klokken tre om natten, siger Charles Garvang.

Teknologi, der bringer folk sammen

De tre iværksættertalenter har introduceret nye teknologier og værktøjer, der ikke blot forbedrer trivsel, men også bringer sektoren ind i en moderne æra. Med deres digitale platform samler de alt nødvendig information ét sted og giver chaufførerne mulighed for både at opretholde online forbindelser og arrangere fysiske møder. Dette er særligt vigtigt i en branche, der ofte er præget af isolation. Samtidig integrerer Team Driver AI-teknologi, der hjælper med at tackle læse- og indlæringsvanskeligheder, og de opdaterer løbende indholdet i appen baseret på chaufførernes egne spørgsmål og behov.

Det var blandingen af teknologi og et fokus på en overset branche og industri, der imponerede erhvervsminister Morten Bødskov, direktør i Fonden for Entreprenørskab Christian Vintergaard og juryen bag prisen.

– Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke til vinderne Team Driver. De har formået at skille sig ud i et særdeles stærkt felt, der alle bidrager til at skabe et mere inkluderende og alsidigt erhvervsliv. Jeg ser frem til at følge med i Team Drivers udvikling og se, hvordan de formår at arbejde videre med deres spændende projekt, siger Morten Bødskov.

Der var 59 nominerede virksomheder i samme kategori, hvor Team Driver løb med sejren.

Team Driver

Relaterede nyheder

Ikke-kategoriseret

Skrevet 29 maj 2026
Mange ansatte i transportbranchen oplever et arbejdsliv med alt for højt tempo og stigende krav. Det viser en medlemsundersøgelse fra 3F Transport.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 28 maj 2026
Langt de fleste i transportbranchen er glade for deres arbejde. Men samtidig viser en ny medlemsundersøgelse fra 3F Transport, at alt for mange oplever chikane på jobbet.

Nyt fra 3F Transport, Politik

Skrevet 28 maj 2026
Dansk Erhverv, Dansk PersonTransport og 3F Transport er gået sammen om krav om strengere kontrol, højere kvalitet og et opgør med useriøse aktører i Flextrafik.