3F Transport er en ud af seks grupper i 3F Fagligt Fælles Forbund. Vi holder til i Forbundshuset i København, men har heldigvis også dygtige kollegaer i 3F’s afdelinger, der på daglig basis hjælper vores medlemmer.
Flemming Overgaard er formand for 3F Transport. Han blev valgt på 3F Transports seneste kongres i 2025. Han har været i 3F Transport som forhandlingssekretær siden 2014. Flemming Overgaard er uddannet redder og var tillidsrepræsentant i Falck i 13 år, inden han i 2008 blev valgt ind i 3F Fredericia. Flemming Overgaard er en del af 3F’s daglige ledelse og sidder i Hovedbestyrelsen i både 3F og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
På 3F’s kongres hvert tredje år er Flemming Overgaard og vores 10 forhandlingssekretærer på valg. Det er dem, der forhandler overenskomsterne og hjælper i faglige sager, når der er uenighed mellem arbejdstager og arbejdsgiver.
Nedenfor kan du se alle valgte og ansatte i 3F Transport og læse, hvem der forhandler netop din overenskomst.
Internationalt er 3F Transport medlem af Nordisk Transportarbejder Forbund (NTF), Europæisk Transportarbejder Forbund (ETF) og International Transportarbejder Forbund (ITF), hvor vi er repræsenteret på flere bestyrelsesposter.