Transportministeren gambler med arbejdsvilkår og trafiksikkerhed

15. august 2024

Skrevet af Janni Aabenhus Jeppesen

DTL kalder det “Wild West” og 3F Transport “Klondyke”-tilstande. Transportministerens “regelforenkling” møder skarp kritik.

Transportminister Thomas Danielsen (V) vil gøre op med ”overimplementering af europæisk lovgivning” og ”unødige regler” i et nyt udspil, der skal gøre det nemmere at drive vognmandsforretning i Danmark.

Det skriver Altinget Transport.

Udspillet møder stærk kritik fra både arbejdsgivere og arbejdstagere i transportbranchen.

– Jeg ser det her som første skridt mod at lave “Klondyke-tilstande” i vognmandsbranchen, siger formand for 3F Transport, Jan Villadsen til Altinget.

– Det er ærgerligt, for vi er faktisk lige lykkedes med at få 8.000 flere ind i branchen, netop fordi vi har fået ordentlige forhold, og fordi virksomhederne er begyndt at overholde reglerne. Nu vil man så fjerne de ting, der gør, at vognmandsvirksomhederne er begyndt at ligne rigtige virksomheder, siger Jan Villadsen.

Mange røde flag

Blandt de såkaldte “regelforenklinger” mener transportministeren, at chaufførvirksomheder ikke længere skal have vognmandstilladelse for at kunne udleje chauffører til vognmænd.

Det åbner for, at en vognmand kan oprette en vikarvirksomhed i udlandet og ansætte sine chauffører der, hvor der ikke er mulighed for at kontrollere løn- og arbejdsforhold.

3F Transports formand frygter, at det vil føre til nye eksempler på Kurt Beier-sagen eller Kim Johansen-sagen.

Derudover vil transportministeren afskaffe kursuskravet for chauffører, der kører varebil.

Jan Villadsen frygter, at det vil svække trafiksikkerheden og regelefterlevelse i en branche, som Venstres formand Troels Lund Poulsen tidligere har kaldt et ”forbryderkatalog med både socialt bedrageri, illegal arbejdskraft og sort arbejde”.

Tilbage til “Wild West”

Arbejdsgiverorganisationen DTL – Danske Vognmænd er enige med 3F Transport.

Også direktør i DTL – Danske Vognmænd, Erik Østergaard husker, hvordan transportsektoren så ud dengang.

– Varebilsområdet har latent været, og det har regeringen selv påpeget tidligere, et Wild West. Vi har set store problemer, når Skat har været ude og lave kontroller, og derfor har vi i mange år arbejdet for strammere krav til, hvem der kan være varebilsvognmand. Nu vil ministeren så lempe kravene,” siger Erik Østergaard til Altinget Transport.

chauffører

Relaterede nyheder

Arbejdsmiljø

Skrevet 18 sep 2024
Kun halvdelen af 3F Transports medlemmer har en personalehåndbog for, hvad man tolerer i forhold til mobning og chikane på arbejdspladsen. Fælles retningslinjer har en positiv påvirkning på arbejdsmiljøet.

Arbejdsmiljø

Skrevet 2 sep 2024
30 procent af ansatte i transportbranchen har været udsat for chikane. Allerværst ser det ud for de unge kvinder, der søger ind i faget.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 29 aug 2024
Reglerne må ændres igen, så arbejdsgivers regning aldrig kan ende hos chaufføren, slår skatteministeren fast i et brev til blandt andre 3F. Chaufførerne behøver derfor ikke længere at være bekymrede.

Hold dig opdateret ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev eller følge os på sociale medier