OK24: Det skal du stemme om

22. marts 2024

Skrevet af Janni Aabenhus Jeppesen

Offentligt ansatte buschauffører skal nu stemme om deres nye overenskomst. Læs mere om forliget her.

I begyndelsen af marts indgik 3F Transport forlig med Kommunernes Landsforening (KL) om ny overenskomst for kommunalt ansatte buschauffører.

I dag går afstemning i gang.

Ved de generelle kommunale forhandlinger blev der sikret en historisk høj ramme med en stigning på 8,8 procent. Det er dermed de penge, man i forhandlingen skal fordele på løn, pension, frihed og så videre.

I år var der ikke overraskende et stort ønske fra arbejdstagerne om at lægge en stor del på lønnen.

Gode resultater

Lønstigningen ved de centrale forhandlinger endte på mærkbare 6,51 procent over to år. De første fire procent kommer allerede den 1. april 2024. Derudover var der to procent, som de enkelte overenskomstområder selv kunne fordele. For buschaufførerne betyder det, at der vil være yderligere lønstigninger.

Forhandlingssekretær i 3F Transport, Kim Poder, forventer, at de stigninger sikrer både reallønnen og en lønfremgang.

– Men overenskomster er ikke kun løn. Jeg er glad for, at vi med overenskomsten sikrer bedre vilkår for vores tillidsrepræsentanter, der blandt andet får mulighed for at møde nye ansatte i arbejdstiden. Alt viser, at det er utroligt vigtigt for tilknytningen til det faglige fællesskab, siger Kim Poder.

Med overenskomstfornyelsen får ansatte som noget helt nyt mulighed for at opspare lønnet frihed til senere brug. Det vil sige, man kan opspare op til 15 fridage, som kan holdes i en sammenhængende periode. Derudover kommer der bedre vilkår til forældre, der skal på barsel og forbedringer i arbejdsmiljøet.

Du kan læse mere om nye overenskomsten i oversigten herunder. Bemærk, at der er forskel på, om du er ansat i Aarhus eller på Bornholm.

Her kan du stemme: OK24 – Følg med i overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte – 3F

– Jeg håber, at rigtig mange vil gøre brug af deres ret og stemme om overenskomsten. Jo flere, der stemmer, jo stærkere står vi, siger Kim Poder.

Særligt for buschauffører på Bornholm

For buschaufførerne på Bornholm er der indgået en lokalaftale vedrørende løn og ansættelsesforhold. Det betyder, at overenskomsten her afviger fra de generelle aftaler på det kommunale område.

Lokalaftalen betyder, at buschaufførerne skifter fra aflønning efter AKT-overenskomsten til at blive aflønnet efter samme løn- og pensionssatser som i Aarhus. Tillæg for arbejde, der udføres i weekender, aften, nat og på helligdage vil fremover blive aflønnet efter samme lønsatser som i Aarhus.

Hvordan lønstigninger og overgangen til de nye løn- og pensionssatser bliver, vil blive præsenteret på to informationsmøder på Bornholm den 18. april 2024.

– Buschaufførerne på Bornholm kommer til at bibeholde deres nuværende grundløn, forklarer Kim Poder.

– Men vi håber at se rigtigt mange til informationsmøderne, hvor vi vil forklare, hvad hvad skiftet til AKT-overenskomsten kommer til at betyde, og besvare alle spørgsmål, der må være.

Sammenkædning

Afstemningen er anderledes denne gang, end den plejer at være på det offentlige område. I trepartsaftalen fra i vinters, der gav udvalgte brancher et lønløft, blev det aftalt, at alle overenskomster ved OK24 er sammenkædet, som vi kender det fra det private område.

Det betyder, at ja- og nej-stemmerne fra alle fagforeninger bliver lagt sammen. Flertallet af ja- og nej-stemmer afgør det dermed for alle brancher. Det er dermed ikke muligt for en enkelt fagforening at gå i strejke, som for eksempel sygeplejerskerne gjorde det i 2021. 

Aftalens hovedpunkter

bus

Foto: Joachim Rode

Relaterede nyheder

Arbejdsmiljø

Skrevet 18 sep 2024
Kun halvdelen af 3F Transports medlemmer har en personalehåndbog for, hvad man tolerer i forhold til mobning og chikane på arbejdspladsen. Fælles retningslinjer har en positiv påvirkning på arbejdsmiljøet.

Arbejdsmiljø

Skrevet 2 sep 2024
30 procent af ansatte i transportbranchen har været udsat for chikane. Allerværst ser det ud for de unge kvinder, der søger ind i faget.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 29 aug 2024
Reglerne må ændres igen, så arbejdsgivers regning aldrig kan ende hos chaufføren, slår skatteministeren fast i et brev til blandt andre 3F. Chaufførerne behøver derfor ikke længere at være bekymrede.

Hold dig opdateret ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev eller følge os på sociale medier