Dao-bude udsættes for barske forhold og løntyveri

25. juni 2024

Skrevet af Janni Aabenhus Jeppesen

Dao lokker migrantarbejdere til Danmark med falske lønløfter og spiser dem af med et vanvittigt arbejdspres og løntyveri. 9 ud af 10 bude stopper hurtigt i arbejdet. Det afslører Fagbladet 3F. Dao afviser kritikken.

Dansk Avis Omdeling (Dao) lokker gennem Facebook-opslag mennesker fra Rumænien og andre østeuropæiske lande til Danmark for at arbejde som bude.

I opslagene lover Dao en timeløn på mellem 139 og 145 kroner og et job som “nattens stjerner”.

Men Fagbladet 3F kan nu afsløre, at budene på ingen måde får den lovede løn. Først når budene har forladt deres hjemland og familie og starter i jobbet hos Dao, finder de ud af, at de får løn efter hvor mange pakker, breve og aviser, de deler ud i løbet af natten.

Arbejdspresset er så højt, at flere bude kommer til skade eller går ned med flaget.

Ifølge Dao’s egne oplysninger stopper 9 ud af 10 bude inden for kort tid på grund af utilfredshed med løn-og arbejdsforhold.

Konstant overvågning

Fagbladet 3F har talt med 39 tidligere og nuværende bude hos Dao, der fortæller om en voldsomt stressende arbejdsdag.

En af dem er bulgarske Martin Yordanov. Han arbejdede over 61 timer hver uge. Langt over de timer, der er tilladt. 

– De pressede og chikanerede mig til hele tiden at arbejde mere og hurtigere. De kunne konstant overvåge os og se, hvor vi var på ruten. Det benyttede de til at ringe og stresse os undervejs, fortæller Martin Yordanov.

Et andet bud fortæller anonymt, at selv tissepauser bliver overvåget.

– Mens jeg er på toilettet, skriver min chef. “Hvor er du? Hvorfor er du ikke ude på ruten?” Jeg siger, at jeg er på toilettet. Min chef svarer: “Det kan ikke tage mere end tre minutter”. Han kunne se på min GPS, hvor jeg var.

Forsker kalder det løntyveri

I Facebook-annoncerne lover Dao en timeløn på mellem 139 og 145 kroner. Men mange opnår aldrig den timeløn, når de først er kommet til Danmark og begynder at arbejde. Det minder om løntyveri, mener arbejdsmarkedsforsker og lektor Laust Høgedahl.

– Løntyveri kan optræde i mange former, men den internationale arbejdsmarkedsforsknings definition på løntyveri er, at arbejdsgiveren ikke betaler den løn, der er aftalt i kontrakten eller lovet mundtligt, siger han.

Løntyveri er ifølge Laust Høgedahl niveauet værre end social dumping. Det skriver Fagbladet 3F.

Transport-formand kalder det svineri

Formand for 3F Transport Jan Villadsen mener, at Dao bondefanger folk, der er i en meget svær situation.

– Det er noget svineri, at Dao eksisterer på at udnytte andre mennesker i nød. De lokker dem op fra den ene ende af Europa til den anden på falske forudsætninger, siger Jan Villadsen til Fagbladet 3F.

Dao har overenskomst med 3F Transport. Her står skrevet, at budene aflønnes efter, hvor mange pakker, breve og aviser de uddeler. Det er dermed reelt et akkordsystem og ikke timeløn, og budene har mulighed for at gøre indsigelse, hvis de mener lønnen er for lav.

Men flere bude fortæller til Fagbladet 3F, at de reelt ikke kan gøre indsigelse i frygt for at blive fyret.

3F Transport er i dialog med Dao og arbejder for at få en nutidig aftale med bedre forhold for budene.

Dao afviser kritikken

Dao’s direktør Hans Peter Nissen forsvarer løfterne om en højere timeløn med, at Dao garanterer nye omdelere en mindsteløn i de første uger af deres ansættelse, mens de er under oplæring. 

Han oplyser desuden, at Dao nu har ændret både annoncer og ansættelsessamtaler, så det mere klart fremgår, at der er tale om en akkord-overenskomst.

Dansk Avis Omdeling (Dao) er ejet af Danmarks største private, statsstøttede mediehuse – JP/Politikens Hus, Berlingske Media og Jysk Fynske Medier. 

dao-bud

Relaterede nyheder

Arbejdsmiljø

Skrevet 18 sep 2024
Kun halvdelen af 3F Transports medlemmer har en personalehåndbog for, hvad man tolerer i forhold til mobning og chikane på arbejdspladsen. Fælles retningslinjer har en positiv påvirkning på arbejdsmiljøet.

Arbejdsmiljø

Skrevet 2 sep 2024
30 procent af ansatte i transportbranchen har været udsat for chikane. Allerværst ser det ud for de unge kvinder, der søger ind i faget.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 29 aug 2024
Reglerne må ændres igen, så arbejdsgivers regning aldrig kan ende hos chaufføren, slår skatteministeren fast i et brev til blandt andre 3F. Chaufførerne behøver derfor ikke længere at være bekymrede.

Hold dig opdateret ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev eller følge os på sociale medier