Marlene er Årets Lærling: Blev hædret på Rådhuset

7. maj 2024

Skrevet af Janni Aabenhus Jeppesen

22-årige Marlene Andersen gik fra at være sky og genert til at blomstre og være en højt værdsat mentor, medarbejder og kollega hos Brødrene Dahl i Randers. Nu er hun årets lærling 2024 i Østjylland.

Med pomp og pragt, korsang og dresscode blev Marlene Andersen torsdag aften hædret med gulduret som Årets Lærling i Østjylland.

Ud af 25 indstillede vandt hun den flotte titel, der blev uddelt med fest og farver på Aarhus Rådhus af Medaljefonden.

– Det var en stor overraskelse. Da de begyndte at læse indstillingen op, kunne jeg med det samme høre, at det var mig. Jeg blev bare megaglad, og jeg blev rigtig stolt af mig selv. Jeg kunne se på mine forældre og dem fra virksomheden, at de blev stolte. Det betød meget og gav et ekstra klap på skulderen, siger Marlene Andersen.

Foruden prisen som Årets Lærling og fik Marlene Andersen også en sølvmedalje for din svendeprøve. Svendeprøven, som hun i øvrigt fik karakteren 12 for.

Det største en lærling kan opnå

Det var hendes tillidsrepræsentant hos Brødrene Dahl, Carsten Olsen, der sammen med virksomheden indstillede Marlene Andersen til prisen.

I indstillingen skrev han blandt andet: “Marlene har oplevet en enorm personlig udvikling, siden hun startede hos os i foråret 2020. Som mange unge var hun usikker og havde tvivl om sit eget værd. Men i løbet af hendes uddannelsesforløb har hendes selvtillid og selvværd vokset sig stærkere og mere robust.”

– Hun har rykket sig fuldstændig vildt som lærling. Jeg mødte en sky og genert Marlene, da hun begyndte her. I dag er hun mentor for de ukrainere, vi har fået som kollegaer, siger Carsten Olsen.

Han deltog også i aftenens arrangement.

– Jeg tror, det her er det største, en lærling kan opnå. Det er et meget, meget fornemt arrangement.

En helt anden person

Da Marlene Andersen kørte fra festlighederne i Aarhus, var det med både en medalje for hendes faglige dygtighed og ikke mindst en kåring af den person, hun har udviklet sig til at være gennem sin læretid.

– Jeg er virkeligt glad for, at nogen har lagt mærke til det. Jeg føler mig set på en god måde. Da jeg startede, var jeg for eksempel nervøs for at køre truck. Jeg er blevet meget mere udadvendt og selvsikker i mine arbejdsopgaver og generelt for nye ting i livet. Jeg er blevet en helt anden person. Det har min arbejdsplads har været med til at bygge op. De har lært mig, at jeg er god nok, og har støttet mig i det, jeg gerne vil, siger Marlene Andersen.

Marlene Andersen har haft både stress, angst og depression, inden hun kom i lære. I dag er hun kommet så langt, at hun hjælper andre, der har det svært.

Hun har taget mentoruddannelsen, så hun i dag er første led for nye, der kommer ind i virksomheden. Derfor er det også Marlene Andersen, der har hjulpet nye ukrainere ind på arbejdspladsen, som en del af deres integrationsprogram.

– Det havde jeg ikke turde før, men i dag synes jeg, at det er megafedt. Jeg håber, at jeg kan bidrage til, at folk kommer godt ind på arbejdspladsen, så de får et godt førstehåndsindtryk og føler sig trygge.

Marlene Andersen er årets lærling 2024

Marlene Andersen og TR Carsten Olsen til kåringen af Årets Lærling.

 

Relaterede nyheder

Arbejdsmiljø

Skrevet 18 sep 2024
Kun halvdelen af 3F Transports medlemmer har en personalehåndbog for, hvad man tolerer i forhold til mobning og chikane på arbejdspladsen. Fælles retningslinjer har en positiv påvirkning på arbejdsmiljøet.

Arbejdsmiljø

Skrevet 2 sep 2024
30 procent af ansatte i transportbranchen har været udsat for chikane. Allerværst ser det ud for de unge kvinder, der søger ind i faget.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 29 aug 2024
Reglerne må ændres igen, så arbejdsgivers regning aldrig kan ende hos chaufføren, slår skatteministeren fast i et brev til blandt andre 3F. Chaufførerne behøver derfor ikke længere at være bekymrede.

Hold dig opdateret ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev eller følge os på sociale medier