Stædigheden er en styrke, selvom bidemærkerne i bordkanten nogle gange er dybe og indimellem måske også for dybe. Men hun er der altid, hvis der er brug for hjælp.
En skarp profil runder i dag et skarpt hjørne. Forhandlingssekretær i 3F Transport Tina Petersen fejrer 25-års jubilæum i 3F.
Blandt kollegaerne bliver Tina Petersen beskrevet som utrolig faglig dygtig på det sagsmæssige plan, og særligt på det fagretslige niveau er hun suveræn.
Hun er både lattermild og direkte. Når man spørger, pakker hun ikke tingene ind. Men man får svar på det, man spørger om. Hun taler rent ud af posen til både lille og stor. Tingene skal være, som de er aftalt, ellers dur det ikke.
I anledningen af de 25 år har vi taget en snak med Tina Petersen om hendes faglige liv.
Hvor finder du din kampgejst?
– Der er ingen tvivl om, hvad det er, jeg brænder for. Det er de faglige sager. At hjælpe medlemmerne med at få deres tilgodehavende og sørge for, at de får nogle ordentlige vilkår ude på arbejdspladsen. Det er ligesom det, jeg har i hjertet.
Hvad betragter du som din største faglige sejr?
– Der er en bestemt sag, som bliver ved med at vende tilbage, og som jeg indimellem tænker på. Det var en medarbejder i lufthavnen. Han blev beskyldt for tyveri.
Han fik forelagt en fratrædelsesaftale, som han skulle skrive under på med det samme. Han var faktisk ordblind. Han fik ti minutter til at gennemlæse en fratagelsesaftale på fire tætskrevne sider. Han fraskrev sig både hovedaftalens bestemmelser og overenskomstens bestemmelser. Altså han skrev under på, at han ikke kunne gøre en skid, når han først havde skrevet under. Men det underkendte jeg.
Vi rejste sagen som en usaglig afskedigelse. Vi måtte vente rigtig længe, fordi det skulle igennem politiet først. Politiet endte med at frafalde sagen senere. Jeg tror faktisk, der gik halvandet år, fra vi holdt det første møde, til sagen blev afgjort.
Det, der gjorde enormt indtryk på mig, var, at første gang jeg mødte ham i Lufthavnen, var han en stor gut, fuld af kampgejst. Nu skulle vi bare… Selvfølgelig skulle de makke ret og alt det der. Halvandet år senere, da vi nåede afgørelsen, sad han og græd i Afskedigelsesnævnet. Fordi det hele var så forfærdeligt. Han var helt ødelagt af det.
Vi vandt sagen, og han fik faktisk en ret stor godtgørelse.
Jeg så, hvor meget den sag prægede ham. Og hvad det gjorde ved ham som menneske. Det var bedre end juleaften, da han fik medhold. Det var det virkelig. Det rørte mig sgu dybt. Han var kommet helt derud, hvor det faktisk havde knækket ham.
Den sag bliver ved med at vende tilbage til mig.
Det er derfor, vi er her. Ingen skal stå alene i sådan en situation. Det er der ikke nogen, der kan holde til, siger Tina Petersen eftertænksomt. Der bliver stille et øjeblik.
– Jeg har mødt ham senere, og han er heldigvis kommet videre.
Hvad var dit første tillidshverv?
– Det første faglige, jeg for alvor havde med at gøre, var som tillidsrepræsentant på industrivirksomheden Frese i Slagelse, hvor vi forhandlede løn i 1997. SiD (Specialarbejderforbundet i Danmark red.) forhandlede for SiD’erne, og jeg forhandlede for KAD’erne (Kvindeligt Arbejderforbund red.).
Det lykkedes at få en timelønstigning på en krone mere til KAD’erne, end SiD’erne fik. Det var de så nødt til at rette op på efterfølgende, fordi der blev ramaskrig på virksomheden. Vi havde sågar nogle mænd ude på fabrikken, som ville skifte til KAD, hvis det var sådan, det var, griner Tina Petersen.
Hvad er den nuværende største udfordring på dit område?
– Arbejdsmiljø er uden tvivl det største problem på det område, jeg sidder med nu.
Det er måden, man behandler mennesker på. At man ikke kan få lov at gå på toilettet uden at skulle overvåges, og de udleverer advarsler til folk, som om det var et spil kort. De deler ud hver morgen, hvis overvågningen viser, at de har arbejdet langsommere, end virksomheden ønsker.
Hvor normalt er det, at man bliver kropsvisiteret, inden man kan forlade arbejdspladsen? Det betyder, at folk skal stå og vente en halv time på at få lov at gå ud ad døren, efter de har fri.
Det er for meget kæft, trit og retning. Folk får stress af det og bliver ødelagt af det. Du bliver også ødelagt i bevægeapparatet, hvis du skal arbejde i et tempo, som ikke er beregnet til mennesker.
Men vi fortsætter med at synliggøre problemerne og rejse nogle sager. Det er vejen frem, siger Tina Petersen.
