3F Transport fremlægger fem forslag, der skal sikre ordnede arbejdsforhold, fair konkurrence, tryghed og bedre trafiksikkerhed i varebilsbranchen.
Forslagene kommer på bagkant af ugers afsløringer om fusk og svindel blandt GLS’ underleverandører.
Sagerne understreger behovet for klare regler og et tydeligere ansvar i hele leveringskæden.
Også myndighedernes kontroller viser, at dele af varebilsbranchen er præget af dårlige løn- og arbejdsvilkår, skattesnyd og trafikfarlig kørsel. Derfor er der behov for politisk handling, mener 3F Transport.
– Vi ser en branche i vækst, men også en branche, hvor nogle aktører presser vilkårene helt ud over kanten. Det går ud over både chauffører, seriøse virksomheder og sikkerheden i trafikken, siger Flemming Overgaard, formand for 3F Transport.
Pres på chauffører og vilkår
I takt med væksten er konkurrencen blevet hårdere. Nogle chauffører bliver aflønnet på akkord og presses til at oprette egne små virksomheder og fungere som underleverandører underleverandører uden indflydelse på betaling, rute eller tid.
– Akkordbetaling kan presse chauffører til at køre hurtigere og tage chancer i trafikken. Det er ikke rimeligt, og det er ikke sikkert hverken for chaufførerne eller for andre trafikanter, siger Flemming Overgaard.
Samtidig gør komplekse underleverandørkæder det ofte uklart, hvem der reelt har ansvaret for arbejdsforhold, løn og skattebetaling.
Fem forslag til en mere ordentlig branche
For at sikre mere ens vilkår og større tryghed har 3F Transport fremlagt fem konkrete forslag:
- Enklere regler og kontrol til sikring af ens vilkår for transport i varebiler
Der bør skabes ens, enklere rammer i dansk varebiltransport ved at fjerne den såkaldte 11-kilosregel, der skaber bøvl, bureaukrati og unfair konkurrence, imens ordentlig kontrol forhindres. - Tryghed for kunder, borgere og medtrafikanter
Alle typer virksomheder, der leverer pakker, post og varer i dansk nærdistribution bør dækkes af ens, høje krav til ansvars- og arbejdsskadeforsikring. Konsekvensen for trafiksikkerheden af forskellige former for aflønning på kilometerbetaling og akkord skal analyseres med henblik på begrænsninger og mulighed for krav om tachograf eller lignende udstyr til måling af tid i trafikken. - Fair og lige konkurrence
Kapitalkrav og krav til virksomhedsdrift bør opjusteres. Krav om registrering og bankgarantistillelse for alle typer virksomheder, der leverer pakker og varer med køretøjer med motor (herunder knallerter og elcykler). I forhold til både egne ansatte og brug af underleverandører skal der være sikkerhed om, præcis hvem der leverer varer, pakker og post til hver enkelt kundes hoveddør og transport af varer for skattekroner. - Øget medansvar for ulovlige transporter
Paragrafferne i straffeloven bør styrkes, så virksomheder får øget medansvar for, at deres underleverandører ikke bryder loven. For eksempel ved ulovlige kørselsmønstre, ulovlige arbejdsvilkår og skattesnyd. - Stærkt kontrolfokus
SKAT, Arbejdstilsynet, Politi og Færdselsstyrelsen samt statens, regionernes og kommunernes kontrolnævn skal have opbakning til bedre og flere målrettede og koordinerede kontroller i dansk nærdistribution.
Ordentlige vilkår kræver handling
Ifølge 3F Transport er der brug for politisk handling nu, hvis branchen ikke skal udvikle sig i en retning med dårligere vilkår og større ulighed.
– Vi ved, at der findes mange seriøse virksomheder derude, som gør det rigtige. Men de bliver presset af aktører, der omgår reglerne. Det er ikke holdbart, siger Flemming Overgaard.
– Hvis vi vil have en branche med ordnede forhold, fair konkurrence og høj sikkerhed, så kræver det enklere regler og større ansvar. Det skylder vi både de ansatte og samfundet, siger han.