To chefforhandlere stopper i 3F Transport

30. januar 2026

Skrevet af Janni Aabenhus Jeppesen og Morten Hansen

1. februar siger 3F Transport farvel til to chefforhandlere, når Kim René Busch og Kim Poder går på pension. De startede som chauffører dengang alting var på papir, og arbejdsmiljø var en by i Rusland.

Det var engang i tidernes morgen, da man på en af fjernsynets få kanaler kunne se det bolsjestribede herrelandshold spille deres første VM-slutrunde, at Kim René Busch for første gang satte sig op i en lastbil i Esbjerg.

I 1986, hvor hverken sikkerhedssele eller luftaffjedring var fast inventar i lastbilen, kastede han sin kærlighed på jobbet og branchen.

– Det var hårdt for kroppen at køre. Der er sket rigtigt meget med arbejdsmiljøet siden dengang. Der var ingen regler for løft, og man kunne snyde med køre- og hviletiderne, husker Kim René Busch.

Selvom han synes, at arbejdet var spændende, opdagede han hurtigt, at der var plads til forbedringer.

Kunne tidligere afgørelser og domme i hovedet

På sine ture mellem Danmark og Italien brugte Kim René Busch pauserne på at læse bøger om afgørelser i arbejdsretten, afskedigelsesnævnet og faglige voldgiftssager.

– Da jeg blev valgt som tillidsrepræsentant i slutningen af 1996, kunne jeg rigtig mange afgørelser i hovedet, fortæller han.

Arbejdsindsatsen og den skarpe hjerne har fulgt Kim René Busch gennem arbejdslivet, hvor han har stået bag nogle af de største sejre i 3F Transport.

Læs også: Nemlig.com-forhandler: Jeg tvivlede aldrig på, at vi ville få en aftale

Men den dag i dag tænker han stadig på de første år i branchen, når han tænker på den største bedrift som fagligt aktiv.

– Vi fik oprettet en faglig klub for 250 chauffører på frivillig basis, hvor 80 procent var medlem. Vi fik lavet et netværk med de øvrige faglige klubber under DFDS-transport. Det tror jeg, var noget af det største, fordi det var med til at flytte nogle ting, siger Kim René Busch.

Jeg elskede det job

Samme år som Kim René Busch blev også Kim Poder i 2007 valgt som forhandlingssekretær i 3F Transport.

Han startede som godschauffør en håndfuld år før Kim René Busch.

– Hvis jeg ikke havde haft jobbet her, så havde jeg stadig kørt lastbil. Jeg elskede det job, siger Kim Poder.

Efter jobbet som chauffør blev Kim Poder underviser på chaufføruddannelsen.

– Jeg har altid brændt for uddannelse. Jeg var med til at ansætte de allerførste lærlinge, da chaufføruddannelsen begyndte, fortæller Kim Poder.

Som underviser var han også med til at udvikle opgaver og genkender i dag flere af spørgsmålene i Svendeprøven som sine egne.

– Der er virkeligt sket meget på uddannelse. Jeg håber, at flere vil udnytte det kæmpestore tilbud, der er blevet bygget op. Der er styrke i at være faglært, siger Kim Poder, der i en periode også var formand for Transportbranchen Uddannelser (TUR).

Tak Tillidsmænd

Det var en lang historie for at nå til konklusionen: Når januar bliver til februar, går to erfarne herrer i 3F Transport på pension.

De siger farvel til posten som forhandlingssekretærer og chefforhandlere på henholdsvis ATL-overenskomsten for lastbilchauffører og AKT-overenskomsten for buschauffører.

Tak Tillidsmænd.

Relaterede nyheder

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 30 jun 2026
For bare to år siden arbejdede Jens Vester som havnearbejder på Aarhus Havn. I dag forhandler han på vegne af alle landets havnearbejdere som ny forhandlingssekretær i 3F Transport.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 30 jun 2026
Lastbilmatik bliver nu en del af platformen Forstå.dk, hvor lærerne finder undervisningsmateriale.

Fagligt, Internationalt

Skrevet 29 jun 2026
Afgørelser fra EU-Domstolen og Arbejdsretten slår fast, at vikarer har krav på samme løn- og arbejdsvilkår som fastansatte.