Stort tillykke til vinderne af transportens første Skills konkurrencer

30. april 2026

Skrevet af Janni Aabenhus Jeppesen

For første gang var vejgods og lager med som konkurrencefag, da DM i Skills i år blev afholdt i Hjørring. Fra 3F Transport lyder en kæmpe tak til alle deltagerne, der viste fagene frem på allerflotteste vis og konkurrerede på højt, højt niveau.

Lageroperatør Naja Bøckhaus Panduro og vejgodstransport-lærling Tobias Urskov løb med guldmedaljerne, da deres fag for første gang var med som konkurrencefag ved dette års DM i Skills.

Over tre dage dystede i alt 11 lærlinge i forskellige discipliner, hvor de dystede i alt fra lastsikring og containerstuvning til at føre en kran gennem en forhindringsbane. Der blev dystet i præcision og sikkerhed på tid, og i sidste ende samlede Naja og Tobias flest point i deres respektive fag.

– Det er megastort for mig. Jeg har kæmpet så meget for den her uddannelse, så det er bare så fedt at vinde i dag, siger 22-årige Naja Bøckhaus Panduro til TUR.dk.

Hun er i lære hos LEGO Systems og går på EUC Lillebælt.

Danmarksmestrene i lager og vejgods. Foto: Transporterhvervets Uddannelser
Vinder udlært som 19-årig

Faktisk kunne EUC Lillebælt tage begge guldmedaljer med sig hjem. Vinderen i vejgodstransportkonkurrencen kommer nemlig også fra skolen.

– Jeg er stolt af mig selv og mine forældre, især min far der har hjulpet mig igennem alting. Det var ham, der fik mig ind i branchen, og det er jeg meget taknemmelig for, siger 19-årige Tobias Urskov, der er i lære hos Dansk Entreprenør Transport, til TUR.dk.

Han vidste allerede i 6. klasse, at han ville være godschauffør og er færdiguddannet, inden han fylder 20 år.

Ros til deltagere og arrangører

Konkurrencerne blev overværet af næstformand i 3F Transport, Ole Christensen, der ønsker alle deltagerne tillykke.

– Det var en flot indsats hele vejen rundt, og jeg er meget glad for, at alle viste uddannelserne så flot frem med deres dygtighed og gode energi, siger han.

Konkurrencerne var arrangeret af TUR – Transporterhvervets Uddannelser, der er havde lavet et stort og flot stykke arbejde.

– Det har været en stor fornøjelse at følge de dygtige lærlinge i transport og logistik, der endeligt har fået mulighed for at konkurrere til Skills. TUR har gjort et stort arbejde med at arrangere og afholde, det skal de have stor tak og ros for, siger Ole Christensen, der også er formand for TUR’s bestyrelse.

skills 2026

11 lærlinge deltog i konkurrencerne for lager og godtransport.

Relaterede nyheder

Debat

Skrevet 27 mar 2026
Som ny formand for 3F Transport glæder jeg mig til at møde landets kommende transportminister og de nye transportordførere. Men først skal regering og regeringsgrundlag på plads. Til det har jeg i al åbenhed nogle input og forslag, der kan bidrage til en tryggere, mere fair og fremtidssikret dansk transportsektor.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 27 mar 2026
Kommunalt ansatte buschauffører i Aarhus og på Bornholm skal nu stemme om deres nye overenskomst. Se indholdet af din nye overenskomst her.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 26 mar 2026
Højere bøder for piratkørsel, meget mere kontrol, nye stærke EU-regler og systematisk jagt på overenskomster hos vognmænd. Den cocktail har bidraget til at sikre, at 2025 satte ny flot rekord med over 7.000 flere chauffører på dansk overenskomst sammenlignet med for 10 år siden.