SKAT på skattejagt efter ulovlig rejsegodtgørelse til chauffører

10. januar 2025

Skrevet af Hans Christian Graversen

Fejl eller snyd med skattefri rejsegodtgørelse fra vognmænd til chauffører: Resultatet bliver det samme. En regning til chaufføren fra SKAT. Det vil Skattestyrelsen gerne lave om på. Det sker med ny kampagne, hvor chauffører og vognmænd blandt andet kan teste, om de kender reglerne.

Mange danskere satte pris på smagen af nytårstorsk i munden, da 2024 skiftede til 2025. Men for mange chauffører kan smagen af torsk blive en virkelig træls oplevelse i løbet af 2025.

Skattestyrelsen er nemlig klar til at invitere chauffører til torskegilde med tilhørende skattesmæk og regninger, hvis der er lavet fejl, sjusk eller forglemmelser og fusk med skattefri rejsegodtgørelse i forbindelse med arbejdet. Og det kan blive en alvorlig og dyr oplevelse, uanset om der er snydt med vilje eller blot begået fejl.

Men skattestyrelsen vil helst undgå at sende regninger ud. Derfor kører skattestyrelsen i januar en informationskampagne, hvor chauffører og vognmænd kan tjekke, om de kender, forstår og overholder reglerne om skattefri rejsegodtgørelse. For eksempel, når chauffører må overnatte i lastbilen tæt på hjemmet, fordi køretiden er sluppet op.

SKAT: Alt for mange sager

Kampagnen indeholder både en test og en kort, enkel gennemgang af reglerne. Og begge dele er værd at læse, hvis man er chauffør og får skattefri rejsegodtgørelse af arbejdsgiveren.

– Bliver en chauffør eller arbejdsgiver udtaget til kontrol, tjekker vi, at dokumentationen for udbetalt rejsegodtgørelse er i orden. Desværre finder vi alt for ofte fejl eller misforståelser af reglerne, lyder advarslen fra Skattestyrelsen, hvor partnerskabskoordinator i Skattestyrelsen, Hanne Pedersen, opfordrer chauffører til at teste både egne og kollegers evner til at forstå reglerne i testen her: Chauffør: Kan du spotte de andres fejl? | skat.dk

Skattestyrelsen har desuden lavet en grundig gennemgang af reglerne for skattefri rejsegodtgørelse for chauffører på siden her: Chauffør: Undgå en ekstra skatteregning, når du får rejsegodtgørelse | skat.dk

3F Transport: For sent, når fælden klapper

I 3F Transport bakker forhandlingssekretær Frank Boye op om kampagne fra Skattestyrelsen.

– Det er let at komme til at begå fejl elle glemme dokumentation for kørsel. Men det er ikke en undskyldning, der kan bruges til noget, når fælden klapper. Så kommer der en regning, siger Frank Boye.

Han gør desuden opmærksom på, at 3F Transport hører om flere sager, hvor Skattestyrelsen har opdaget snyd med skattereglerne i kombination med snyd med overenskomsterne.

– Vi ser især sager, hvor eksportoverenskomsten bliver misbrugt til at udbetale skattefri rejsegodtgørelse til chauffører som en del af lønnen, selv om de ikke kører til udlandet. Den form for lokumsaftaler er en meget dum ide. Vi kan ikke hjælpe chauffører, der medvirker til at spare penge på vognmandens lønkonto på den måde. Tvært imod. Og vi har indtryk af at Skattestyrelsen er blevet meget bedre til at opdage den slags sager, siger Frank Boye.

Han påpeger at 3F Transport typisk rejser sager om brud på overenskomsten, når 3F bliver opmærksom på sager, hvor vognmænd bruger eksportoverenskomsten til at lade chaufføren snyde i skat. Det udløser en regning i form af bod til vognmanden. Men det hjælper ikke chaufførerne, hvis Skattestyrelsen også opdager, at der er snyd på vægten.

Relaterede nyheder

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 30 apr 2026
For første gang var vejgods og lager med som konkurrencefag, da DM i Skills i år blev afholdt i Hjørring. Fra 3F Transport lyder en kæmpe tak til alle deltagerne, der viste fagene frem på allerflotteste vis og konkurrerede på højt, højt niveau.

Debat

Skrevet 27 mar 2026
Som ny formand for 3F Transport glæder jeg mig til at møde landets kommende transportminister og de nye transportordførere. Men først skal regering og regeringsgrundlag på plads. Til det har jeg i al åbenhed nogle input og forslag, der kan bidrage til en tryggere, mere fair og fremtidssikret dansk transportsektor.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 27 mar 2026
Kommunalt ansatte buschauffører i Aarhus og på Bornholm skal nu stemme om deres nye overenskomst. Se indholdet af din nye overenskomst her.

Hold dig opdateret ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev eller følge os på sociale medier