Hos renovationsfirmaet Verdis er møder en strategi.
Her bruger de tid på at tale sammen – også når der ikke er problemer.
Det er én af hemmelighederne bag deres stærke samarbejde og gode trivsel.
Den tid, de bruger på dialog, sparer de mange gange igen, siger driftsdirektør Erik Bohn Andresen.
– Vi inviterer til samtale og til at snakke om de udfordringer, der er, før det bliver en konflikt. Negative spiraler kan være virkeligt svære at komme ud af, så jo før man får løst konflikter, jo nemmere er de at få talt ned.
Erik Bohn Andresen er fratrådt som driftsdirektør i Verdis Vestdanmark, men var i stillingen på interviewtidspunktet.
Faste møder skaber ro og retning
Opskriften er enkel.
Den daglige leder og de tillidsvalgte mødes med faste intervaller og taler om det, der rører sig i virksomheden.
I begyndelsen af et samarbejde mødes ledelsen og tillidsrepræsentanten hver eneste uge.
Når samarbejdet er på plads, bliver møderne sjældnere. Der tages altid referat, så alle kan følge med i, hvad der sker.
Det er en struktur, både ledelse og tillidsrepræsentant anbefaler andre.
– Vi tager tingene i opløbet. Jeg tror, vores daglige ledelse har nydt godt af, at der ikke har været nogle store problemer. Så kan de passe deres arbejde, og vi kan passe vores arbejde i marken, siger Michael Vad, der er tillidsrepræsentant hos Verdis i Aarhus.
Heldigvis er det ikke ved hvert møde, der er problemer at tale om.
– Vi bruger også møderne på gode ting. Fx hvad vi kan forbedre på bilerne, bygningen eller parkeringspladsen, men også hvis der er nogle sociale ting, vi skal håndtere, siger Michael Vad.
Skulle der være en uenighed, de ikke kan løse internt, så har Verdis en klar holdning til det.
– Så bruger vi det fagretslige system. Og så er vi lige gode venner af den grund. Det er derfor, jeg godt kan lide det fagretslige system. Så får vi et svar, begge parter kan rette sig efter, siger Erik Bohn Andresen.
Lokal ledelse styrker tillid og trivsel
For at imødekomme konflikter og have tilfredse medarbejdere har det for Verdis vist sig at være afgørende at have en leder tæt på hverdagen.
Derfor har de ansat en daglig leder i alle afdelinger, uanset hvor små de er.
– Vi kunne se, at vi havde mere tilfredse medarbejdere, der hvor vi havde en lokal leder. At man kommer hjem fra sin tur som chauffører og kan gå ind at snakke med nogen, det synes vi, er helt vildt vigtigt, siger driftsdirektør Erik Bohn Andresen.
Kommunikation begge veje er alfa og omega
Via en app informerer Verdis medarbejderne om alt fra nye ansættelser og nye opgaver til mødeindkaldelser og mødereferater.
– Når vi informerer om forandringer, går tingene hundredegange bedre, end når informationen ikke er på plads. Når medarbejderen ved hvorfor, går det meget nemmere, siger Erik Bohn Andresen.

Men kommunikationen skal gå begge veje. Derfor har Verdis oprettet en fysisk idéboks, hvor alle kan komme med forslag, ris og ros.
– Der kan være alle mulige ting i. Meget går på sociale ting. Så tager lederen og jeg en snak om det, siger Michael Vad.
Postkassen rummer mere end ønsker om fredagskage og bedre kaffe. Den giver medarbejderne en reel stemme i hverdagen.
– Det handler om, at vi som mennesker og medarbejdere skal have mulighed for at blive hørt. Og nogle gange oplever vi, at der kommer nogle gode idéer med noget benefit i, hvor vi tænker: Hvorfor har vi ikke gjort det noget før, siger Erik Bohn Andresen.
Glade medarbejdere giver økonomisk gevinst
De har gjort meget hos Verdis for at skabe en god arbejdsplads med glade og tilfredse medarbejdere. Og de får fuld valuta for investeringen, mener Erik Bohn Andresen.
– Vi har rykket os fra at være en virksomhed, der udelukkende kiggede på indtjening til, at vi i dag kigger på de medarbejdere, vi har. Min påstand er, at det kan måles på bundlinjen. Det er en værdifuld indsats, de leverer, som vi lever af.
Det gode samarbejde er ikke en tilfældighed, men resultatet af bevidste valg. Og noget tyder på, de er lykkedes. Michael Vad og kollegaerne er i hvert fald glade for at være ansatte hos Verdis.
– Jeg ser vores gode samarbejde hver eneste dag. Jeg ser altid glade kollegaer. Der er aldrig folk, der skændes, siger Michael Vad.
Michael Vad og Erik Bohn Andresen har tre gode råd til jer, der vil have et godt samarbejde på arbejdspladsen:
- Afhold SU-møder med ledelse og tillidsvalgte
- Hav en daglig leder tæt på medarbejderne
- Giv plads til medarbejdernes inputs