PensionDanmark tilbyder ny forsikring ved tab af erhvervsevne

13. marts 2026

Skrevet af PensionDanmark

Fra 1. maj 2026 får nogle medlemmer med pensionsordning i PensionDanmark tilbud om en ny forsikring ved tab af erhvervsevne.

Forsikringen omfatter medlemmer, der har pensionsordning i PensionDanmark, og som har en årsløn på mere end 418.000 kroner om året.

Baggrunden for forsikringen ved tab af erhvervsevne (TAE) er, at disse medlemmer – med deres nuværende forsikring i PensionDanmark – vil opleve en større nedgang i indkomsten, hvis de bliver syge og ikke kan arbejde. Derfor bliver de nu omfattet af en forsikring, som dækker 70 pct. af den pensionsgivende løn ved tab af erhvervsevne. Forsikringen dækker efter tre måneders offentlig ydelse – fra sygedagpengeforløb, jobafklaringsforløb, fleksjob til eventuel førtids- eller seniorpension. Prisen er 1,8 procent af årslønnen.

Medlemmer, som tjener under 418.000 kroner om året – og som derfor ikke er omfattet af TAE-forsikringen – vil være godt dækket med deres nuværende forsikring ved førtids- eller seniorpension plus ydelserne fra det offentlige.

Får automatisk den nye forsikring

PensionDanmark tjekker løbende – ud fra medlemmets lønoplysninger – om TAE-forsikringen er relevant for den enkelte. Er det tilfældet, sendes et brev til medlemmet på mit.dk med information om, at man nu er omfattet af forsikringen. Ønsker man ikke at være omfattet, skal man aktivt takke nej tak via et link til PensionDanmarks hjemmeside pension.dk.

Der er dog en ”restgruppe” med medlemmer, som har en årsløn på over 418.000 kroner, men hvor PensionDanmark ikke kan se, at medlemmet opfylder beskæftigelseskravet (har arbejdet minimum 28 timer ugentligt i 24 ud af de seneste 30 måneder). Disse medlemmer får et brev med mulighed for aktivt at tilvælge TAE-forsikringen, hvis de kan dokumentere beskæftigelseskravet.

I løbet af marts og april udsender PensionDanmark et brev til de medlemmer, der er omfattet af det nye forsikringsprodukt.

Modtager du et brev om forsikringen – og har du spørgsmål – kan du kontakte PensionDanmarks medlemsrådgivning på 7012 1330 alle hverdage kl. 8-18 (onsdage kl. 9.15-18).

Relaterede nyheder

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 30 jun 2026
For bare to år siden arbejdede Jens Vester som havnearbejder på Aarhus Havn. I dag forhandler han på vegne af alle landets havnearbejdere som ny forhandlingssekretær i 3F Transport.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 30 jun 2026
Lastbilmatik bliver nu en del af platformen Forstå.dk, hvor lærerne finder undervisningsmateriale.

Fagligt, Internationalt

Skrevet 29 jun 2026
Afgørelser fra EU-Domstolen og Arbejdsretten slår fast, at vikarer har krav på samme løn- og arbejdsvilkår som fastansatte.