I transport- og logistikbranchen er der altid folk på arbejde. Døgnet rundt, alle dage på året. Man kan ikke tage en hjemmearbejdsdag, møde senere eller gå tidligere, som man kan på mange andre arbejdspladser.
Men behovet for fleksibilitet er den samme som for alle andre, mener Stefan Fyhn, der er ambulancebehandler og formand for Reddernes Landsklub.
– Der kan ske mange ting i livet, hvor det vil give mening at have en garanti for, at man kan holde fri. Det kan være forældre, der bliver syge, som man har behov for at være der for. Og selvfølgelig ens børn. Den fleksibilitet, der var før, hvor bedsteforældrene kunne træde til, den er der ikke mere, fordi pensionsalderen stiger, siger 35-årige Stefan Fyhn.
Frihed i alle livsfaser
Han er for nylig blevet far for første gang og kan mærke, hvor stor værdi det vil have for familielivet med et mere fleksibelt arbejdsliv. Både for det alvorlige, men også for den daglige balance mellem arbejdsliv og privatliv.
– Når Clara en dag skal starte i børnehave eller skole, så vil jeg synes, det var enormt rart at have en garanti for, at jeg kan holde fri. Det er sådan noget, der virkeligt kan skabe ro og give værdi for os som familie, siger Stefan Fyhn.
I dag har man som forældre mulighed for at holde to omsorgsdage om året, hvis man har børn under 14 år. Det gælder, uanset hvor mange børn man har.
– Vi har allerede nogle gode muligheder, men jeg så gerne, at det blev udvidet til flere dage, men også får udvidet dagene til at gælde for dem, der ikke har børn eller har børn over 14 år. Det er ikke kun vores små børn, der har brug for os, siger Stefan Fyhn.

Indflydelse på egen arbejdstid
Stefan Fyhn ønsker lige som mange andre medlemmer af 3F Transport, at man som ansat får mere indflydelse og medbestemmelse over sin egen arbejdstid.
– Det kunne for eksempel være muligheden for at gå ned i tid, hvis nogen i familien bliver syg, eller op i tid, når børnene en dag er blevet store, siger Stefan Fyhn.
Som redder kender Stefan Fyhn for det meste sin arbejdsplan langt ud i fremtiden, men det er langt fra alle forundt. Mange kender ikke deres arbejdstid bare få dage i forvejen, og på dagen opstår pludseligt overarbejde. Det ønsker mange et opgør med.
– Hvis man ikke kender sin vagtplan for dagen eller bare for ugen, så er det jo helt umuligt at kunne få et familieliv til at fungere, tænker jeg, siger Stefan Fyhn.

3F Transport: Det er på forhandlingsbordet
Netop balance mellem arbejdsliv og privatliv er et af hovedtemaerne ved de overenskomstforhandlinger, der lige nu er i gang mellem Dansk Industri og 3F Transport.
Det fortæller formand for 3F Transport Jan Villadsen.
– Vores medlemmer er pressede hele vejen rundt. De kan ikke få et arbejdsliv med skæve arbejdstider og meget overarbejde til at hænge sammen med privatlivet. Det er ikke holdbart, når man er nødt til at sende sine børn syge i institution, fordi rammerne på arbejdsmarkedet er for snævre.
Derfor håber Jan Villadsen, at man kommer frem til nogle gode løsninger ved forhandlingsbordet, der kan gøre hverdagen mere fleksibel for medarbejderne.
Du kan læse mere om optakten til forhandlingerne her: OK25-forhandlingerne er i gang: Her er temaerne