OK25: 8 ud af 10 har stemt ja til de nye overenskomster

9. april 2025

Skrevet af Janni Aabenhus Jeppesen

Afstemningen til OK25 er afsluttet. 57 procent i 3F Transport har stemt om de nye overenskomster. Næsten 80 procent har stemt ja.

De seneste 14 dage har medlemmer af 3F og de øvrige FH-forbund kunne stemme om deres overenskomst.

I dag kom så resultatet.

57,2 procent af medlemmerne i 3F Transport har stemt om deres overenskomst og vist opbakning til fagforeningen. Det er tæt på rekorden fra OK23, der lød på 59,3 procent.

Det glæder formand for 3F Transport, Jan Villadsen:

– Jeg er rigtig glad for det her resultat. Stemmeprocenten viser, at medlemmerne bakker op om deres fagforening. Det betyder rigtigt meget, at vi står sammen om vores løn- og arbejdsvilkår. Det er min sidste gang som forhandler, og jeg er selvfølgelig glad for at slutte af på et forlig, der giver det største ja nogensinde, siger han.

Rekordstort ja

Hele 79,8 procent har stemt ja. Det er rekordmange og et markant ja til 3000 kroner mere om måneden, mere frihed og fleksibilitet og bedre trivsel og uddannelse.

– Det her er et resultat af teamwork. Vores tillidsfolk har vist stor opbakning til OK25 både før og efter forhandlingerne for at informere om resultatet og få stemmeprocenten op. Vores mange forhandlere har forhandlet dag og nat for at sikre gode og stærke resultater til medlemmerne. Det skal de alle have stor tak for, siger Jan Villadsen.

Overenskomsten gælder de næste tre år. Du kan læse indholdet her: Ny overenskomst: 3000 kroner mere om måneden og mere frihed til den enkelte

FH slår også rekorder

Samlet set har 3F en stemmeprocent på 53,2, mens 74,3 procent har stemt ja. Der er stemt ja i samtlige af 3F’s grupper.

Samlet set i hele fagbevægelsen blandt FH’s medlemsorganisationer lyder stemmeprocenten på 58,5, hvoraf hele 82,5 procent har stemt ja. Det er det største ja i FH nogensinde.

Læs mere her: OK25 – Rekordstort JA til de nye overenskomster – Fagbevægelsens Hovedorganisation

Dermed har godt 850.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked fået ny overenskomst.

Relaterede nyheder

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 30 jan 2026
1. februar siger 3F Transport farvel til to chefforhandlere, når Kim René Busch og Kim Poder går på pension. De startede som chauffører dengang alting var på papir, og arbejdsmiljø var en by i Rusland.

Fagligt

Skrevet 15 jan 2026
Lastbiler fra udlandet betalte næsten en halv milliard kroner i dansk vejafgift i 2025. Det viser tal fra Sund & Bælt. Dermed sikrer afgifterne mere fair transport og mere lige konkurrence. Tallene viser også, at kun hver fjerde lastbil på de danske statsveje kommer fra udlandet. Det er en markant nedgang på 10 år, påpeger 3F Transport.

Fagligt

Skrevet 17 dec 2025
Stort transport-firma er blevet stillet til ansvar for underleverandører, der brød hvile-reglerne. Den slags forventer 3F Transport mere af efter bredt forlig om ressourcer til politiet.