OK25: 3.000 reddere har fået ny overenskomst

10. marts 2025

Skrevet af 3F Transport

Landets reddere kan se frem til en lønstigning på mindst 3.000 kroner om måneden, mere frihed og nye indsatser for at forbedre deres psykiske arbejdsmiljø.

Efter 31 timers forhandling blev 3F Transport og Falck tirsdag aften enige om en ny overenskomst for landets reddere. Aftalen er i dag blevet præsenteret på et informationsmøde for tillidsvalgte.

Med aftalen kan redderne se frem til en lønstigning på timelønnen og særlig opsparing på mindst 3.000 kroner om måneden over de næste tre år. Dertil kommer genetillæg, ferietillæg, pension med videre.

– Jeg er meget tilfreds med, at vi med disse lønstigninger kan forvente en reallønsfremgang de kommende år. Det er nogle solide lønstigninger, redderne kommer til at få, siger Flemming Overgaard, forhandlingssekretær i 3F Transport og chefforhandler på redderoverenskomsten.

LÆS OGSÅ: Ny overenskomst: 3000 kroner mere om måneden og mere frihed til den enkelte

Reddere har en række forskellige ansættelsesformer fra autoreddere, siddende og liggende sygetransport, brand, ambulanceassistenter til behandlere og paramedicinere. Derfor slår aftalen lønmæssigt forskelligt igennem afhængig af tillæg og arbejdstider.

Den nye overenskomst dækker reddere ansat ved Falck. Torsdag eftermiddag indgik man en lignende aftale ambulancetjenesten PreMed.

Reddernes trivsel står øverst

Flemming Overgaard fremhæver, at redderne også bliver omfattet af den nye tjeneste START, der skal forbedre trivslen i transportbranchen.

– Jeg er rigtigt glad for, at vi er blevet en del af START-konsulenterne. Vi ved fra undersøgelser, at redderne er meget udsatte for chikane i forhold til de patienter, de kører med. Det giver et dårligt arbejdsmiljø, og det skal vi finde en løsning på, siger Flemming Overgaard.

Han tilføjer, at den forebyggende indsats ikke kommer til at løse alle udfordringerne med det samme, men at man nu får nogle vigtige værktøjer for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø for redderne.

Ret til frihed

Redderne ønskede sig inden forhandlingerne mere frihed og fleksibilitet.

Med overenskomstfornyelsen får de 46 seniordage, barns tredje sygedag, to børnebørns-omsorgsdage og ret til at holde fri til at ledsage nærtstående familie ved helbredskonsultationer og samtaler med myndigheder.

LÆS OGSÅ: OK25: Redderformand vil have garanti for, at han kan holde fri i særlige situationer

– Der har været et stort ønske om at få udvidet ret til frihed. Jeg håber, at redderne vil bruge seniorordningen, så de kan blive længere på arbejdsmarkedet, for det er et hårdt job, de har, siger Flemming Overgaard.

Ens satser på særlig opsparing og ferietillæg

Også andre af de andre ønsker, redderne havde til forhandlingerne, er blevet indfriet.

Redderne på de forskellige områder har tre forskellige satser på særlig opsparing og ferietillæg. Disse ensrettes nu med resten af transportbranchen.

– Der har været et kæmpe ønske om at få rettet op på de grupper, der ikke havde det samme i særlig opsparing og ferietillæg. De får ikke den samme stigning på grundlønnen, men nu får de til gengæld fremover de samme procenter oveni, som deres kollegaer, siger Flemming Overgaard.

Han takker de mange reddere, der mødte op til arbejdet frem mod forhandlingerne.

– Det har været guld værd at have tillidsrepræsentanterne samlet i arbejdsgrupper op til forhandlingerne. Jeg har vidst helt præcist, hvad jeg skulle gå efter, og hvor langt vi kunne gå.

De vigtigste punkter i redderoverenskomsten:

Timeløn: Normaltimelønnen stiger 5,00 kroner per 1. marts 2025, 4,75 kroner per 1. marts 2026 og 4,5 kroner per 1. marts 2027. I alt 14,25 kroner i timen.

Frit valg: Den særlige opsparing, der sikrer hver enkelt ansat frit valg mellem pension, frihed eller udbetaling som løn, hæves til 11 procent af lønnen per 1. marts 2027.

Pension: Arbejdsgivernes indbetaling til pension stiger med 1 procent per 1. maj 2025. Dermed indbetaler arbejdsgiverne fremover 11 procent, og lønmodtagerne betaler fortsat 2 procent.

Genetillæg: Genetillæg stiger 3,5 procent 1. maj 2025, 3,5 procent 1. marts 2026 og 3,5 procent 1. marts 2027.

Lærlinge: Lønnen til lærlinge hæves med 4 procent per 1. maj 2025, 3,5 procent per 1. marts 2026 og 3,5 procent per 1. marts 2027.

Fleksibilitet og frihed: Der gives nye rettigheder til at holde fri viasærlig opsparing.Forældre får ret til at holde fri ved barns tredje sygedag, og bedsteforældre får ret til to børnebørns-omsorgsdage. Samtidig får ansatte ret til at holde fri til at ledsage nærtstående familie ved helbredskonsultationer og samtaler med myndigheder. (Op til to dage og ved kritisk sygdom op til fem dage.)

Seniorordning: Seniorer får ret til en ugentlig fridag eller anden placering af op til 46 seniorfridage om året. Det er 14 dage mere end i dag. Man kan vælge at betale seniorfridagene selv eller trække på den særlige opsparing eller pensionsindbetalingen.

Uddannelse: Der oprettes en ekstra vej til at blive faglært – gælder autoredder, der giver lønmodtageren mulighed for at blive faglært uden at være afhængig af en aftale med arbejdsgiverne. Den fælles uddannelsesfond dækker løn under svendeprøven.

Trivsel: Der oprettes en fælles samarbejdstjeneste, der skal fremme trivsel og forebygge chikane og konflikter på arbejdspladserne. Tjenesten skal understøtte virksomhedernes arbejde med psykisk arbejdsmiljø.

Vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter: Arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af 3F Transport, modtager et årligt vederlag på 9.000 kr.

Barsel/forældreorlov: Forældre får to ugers ekstra betaling med fuld løn under forældreorlov. Ugerne er til fri fordeling. Soloforældre kan overdrage dele af orloven med fuld løn til nærtstående familiemedlemmer, og der er mulighed for at dele barselsorloven på fuld løn mellem mere end to personer.

Ferietillæg: Ferietillægget stiger til 2,5 procent.

underskriver redderoverenskomsten

Relaterede nyheder

Nyt fra 3F Transport, OK25

Skrevet 24 mar 2025
Snart skal de nye transportoverenskomster til afstemning og bedømmes af 3F Transports medlemmer. Men en ting står klart allerede. Den kristelige overenskomst, der er forhandlet samtidig med 3F’s nye aftaler sakker længere og længere bagud. 

OK25

Skrevet 21 mar 2025
Som en af de sidste faggrupper på transportområdet har fiskerne nu fået ny overenskomst på plads. Den er indgået mellem 3F Transport, Danmarks Fiskeriforenings Producent Organisation og Danmarks Pelagiske Producentorganisation og rækker 3 år ud i fremtiden.

OK25

Skrevet 13 mar 2025
Den nye overenskomst for rutebuschauffører har affødt mange spørgsmål. Forhandlingssekretær Kim Poder svarer på de mest stillede i videoen her.

Find os på Facebook

Følg 3F Transport og Jan Villandsen på Facebook og se vores nyheder, opdateringer og informationer som vi løbende ligger online.