Ny overenskomst åbner for bedre pension til eksportchauffører

16. maj 2025

Skrevet af Janni Aabenhus Jeppesen

Med den nye overenskomst får eksportchauffører mulighed for at indbetale ekstra til pensionen i procenter og dermed komme på niveau med indenrigschaufførerne. En stor opfordring til at bruge den nye mulighed lyder fra forhandlingssekretær Kim René Busch.

3F Transport og eksportchaufførerne har i årevis forsøgt at finde en løsning i overenskomstforhandlingerne, der kan sikre eksportchaufførerne blandt andet en bedre pensionsordning.

Nu giver den nye overenskomst ved OK25 eksportchauffører en vigtig håndsrækning.

Der er nemlig kommet en ny mulighed for at indbetale ekstra på sin pensionsopsparing som en fast procentdel af lønnen.

– Eksportchaufførerne har længe stået med en pensionsudfordring, fordi de ikke får beregnet og indbetalt pension af den skattefri rejsegodtgørelse. Med den nye ordning kan selv tage initiativ til at få hævet sin pension, siger Kim René Busch, forhandlingssekretær i 3F Transport.

Så meget skal bidraget hæves

Den samlede løn for en eksportchauffør er højere end for en indenrigschauffør. Men når pensionsalderen rammer, er der færre penge, fordi den skattefri rejsegodtgørelse, der er en del af lønnen, ikke er pensionsberettet.

– Da man indførte den skattefri rejsegodtgørelse, var intentionen, at chaufførerne selv skulle spare op af de ekstra skattefrie kroner. Men i praksis er det kun få, der har valgt den vej. Nu har man en ny mulighed, og herfra skal der lyde en stor opfordring til at gøre brug af det, siger Kim René Busch.

For at komme på niveau med en indenrigschauffør, der arbejder i gennemsnit 45 timer om ugen, skal en eksportchauffør hæve sit pensionsbidrag med 3 procentpoint, så der samlet indbetales 16 procent.

Det vil for eksempel betyde, at en eksportchauffør med en månedsløn på 29.805 kroner (baseret på 4,5 udedøgn og 2.500 km/uge) får en ekstra pensionsindbetaling på 1.146,75 kroner. pr. måned. Hæves bidraget i stedet med 2 procent, øger det pensionsindbetalingen med 764,50 kroner.

Med den nye ordning kan medarbejdere én gang årligt anmode arbejdsgiveren om at indbetale et ekstra lønmodtagerbidrag til pensionsordningen i procenter.

Anmodningen kan ske én gang årligt med virkning fra den 1. december.

Procenterne er vokset

Udfordringen med den manglende pensionsindbetaling af rejsegodtgørelsen går helt tilbage til 1995, hvor den skattefri rejsegodtgørelse blev en del af lønpakken i eksportoverenskomsten.

Dengang var SH-betalingen 3,5 procent, og pensionsbidraget var på i alt 0,9 procent.

Siden er SH-betalingen blevet til frihedsgodtgørelse på 6,75 procent, der er indført særlig opsparing på i dag 9 procent, og pensionsbidraget er i dag på 13 procent.

Det er således i dag 28,75 procent ekskl. feriepenge af den ferieberettigede løn, der går til afledte ydelser. Det er et noget højere procenttal, man ikke får af den del af lønnen, der udbetales som skattefri rejsegodtgørelse.

Forsøgt i overenskomstforhandlingerne

3F Transport har siden 2010 forsøgt at finde en løsning ved og mellem overenskomstforhandlingerne, så der også betales pension, særlig opsparing og andre ydelser af den skattefri rejsegodtgørelse.

Der har været nedsat udvalgsarbejde gennem årene, men det har stadig ikke været muligt at blive enige med arbejdsgiverne i ATL – Dansk Industri om en løsning.

Det skyldes primært administrative udfordringer, men også den store forskel i eksportchaufførernes arbejdsvilkår giver problemer.

Den netop afsluttede afstemning af overenskomstresultatet 2025, viser, at kun 23 eksportchauffører fordelt på begge eksportoverenskomster (ATL og DTLa) stemte nej til resultatet.

– Det indikerer at nogle eksportchauffører, og måske flere end vi forventer, har anerkendt, at de får en del flere nettokroner i lommen, end deres kollegaer, der kører indenrigskørsel, og derfor selv må lægge ekstra fra til feriepenge og pension, siger Kim René Busch.

Nu har man et værktøj til at ændre det. Derfor er vores budskab klart: Brug det. Tal med din arbejdsgiver og få sat de ekstra procenter ind inden 1. december, lyder den afsluttende opfordring fra Kim René Busch.

lastbiler

Relaterede nyheder

Debat

Skrevet 20 jun 2025
Aldrig har så mange folkepensionister haft et job. Samtidig stiger pensionsalderen til en alder, hvor for mange ikke kan arbejde. Der er brug for kloge løsninger.

Arbejdsmiljø

Skrevet 19 jun 2025
Rederier og arbejdstagerforeninger går nu sammen om en kampagne, der skal få passagerer og færgernes besætninger til at tale pænt til hinanden.

Arbejdsmiljø

Skrevet 17 jun 2025
Næsten 90% af hovedstadens renovationsarbejdere har oplevet vejvrede på arbejdet det seneste år. En ny undersøgelse viser, at vejvrede ikke kun er et trafikproblem, men også et arbejdsmiljøproblem med store konsekvenser for medarbejdernes trivsel.