For bare to år siden arbejdede Jens Vester som havnearbejder på Aarhus Havn. I dag forhandler han på vegne af alle landets havnearbejdere som ny forhandlingssekretær i 3F Transport.
Da Jens Vester i 2006 begyndte som havnearbejder på Aarhus Havn, havde han næppe forestillet sig, at han 20 år senere ville være chefforhandler for alle havnearbejdere i Danmark.
Det havde han formentligt heller ikke, da han sagde nej tak til et job i 3F Aarhus og heller ikke, da han i 2024 alligevel sagde ja.
Men da muligheden opstod, greb han den, og i 2025 blev Jens Vester valgt som forhandlingssekretær i 3F Transport.
– Det er en drøm at få det her job. Her kan jeg virkelig gøre en forskel og bruge de evner, jeg åbenbart har, siger Jens Vester.
Forrest for solidariteten
Jens Vester havde ikke været havnearbejder længe, før han blev valgt ind i bestyrelsen for Havnearbejdernes Klub.
Han blev grebet af sammenholdet og solidariteten og var nysgerrig på, hvordan havnearbejderne havde sikret sig gode forhold ved at stå sammen.
– De gamle havnearbejdere trak mig ind i det. Det blev jeg meget beæret over. Det var jo dem, der havde jo bygget det hele op, fortæller Jens Vester.
Læs også: Elaine Larsen og Mike Stirling er nye forhandlingssekretærer i 3F Transport
I bestyrelsen opdagede han, at han var en af dem, man lyttede til. Han var god til bestyrelsesarbejdet og god til at samle folk.
– Jeg kunne godt lide at gå forrest i solidariteten, og jeg fik hurtigt opbakning. Jeg havde åbenbart en evne for det. Jeg syntes, forhandlinger var vanvittigt spændende, og det at gøre noget for andre drev mig.
Fra kajen til kontoret
Jens Vester havde i mange år arbejdet som mekaniker, men havde et ønske om at arbejde udenfor. Han overvejede blandt andet at blive skovarbejder, men gennem venner fandt han vej til havnen.
– Jeg gik fra at arbejde helt alene til at blive en del af et stærkt fællesskab, fortæller han.
Efter mange år på havnen, hvor Jens Vester i mellemtiden var blevet næstformand i Havnearbejdernes Klub, blev han tilbudt en stilling i 3F’s afdeling i Aarhus.
Han sagde nej tak, for hjertet brændte for havnen, og han elskede sit arbejde. Men efterhånden fik han øjnene op for, at han som faglig medarbejder i 3F kunne gøre en forskel for endnu flere mennesker. Og det var det afgørende.
– Det er jo det, jeg brænder for. At gøre noget for andre. Og nu kunne jeg gøre noget for endnu flere, siger Jens Vester.
Klar til fremtiden
Den samme motivation fik ham til at tage springet fra Aarhus til 3F Transport og jobbet som forhandlingssekretær for alle landets havnearbejdere.
– Havneklubbens opbakning gjorde, at jeg tog springet. Det er et kæmpe ansvar, og det er både godt og angstprovokerende. Nu er det mine beslutninger, der er gældende.
Og selvom titlen på papiret er ny, så er identiteten den samme.
– Jeg har altid sagt, at jeg skulle være havnearbejder, til jeg døde. Og det er jeg stadig. Jeg er havnearbejder i mit hjerte.
En af Jens Vesters ambitioner i jobbet er at sikre havnearbejdets fremtid i en tid, hvor teknologi forandrer branchen.
– Vi skal være med til at styre udviklingen i den rigtige retning og tale havnearbejdernes sag. Tænk, hvis man kunne få flere arbejdspladser med teknologien.
Tæt på medlemmerne
Selvom rollen i dag er en helt anden end for blot to år siden, har Jens Vester stadig havnearbejderne helt tæt på og er i tæt kontakt med dem.
– Jeg skal nok få at vide, hvis jeg træder ved siden af. På den måde har jeg dem med i alt, hvad jeg laver, siger Jens Vester med et smil.
– Det er med deres opbakning, at jeg sidder her, og det er jeg fuldt ud bevidst om.
Jens Vester har afløst Karsten Kristensen i rollen som forhandlingssekretær, da han i foråret skiftede til en stilling som konsulent for 3F Transport på fiskeriområdet.