Dette er en klumme af Kim René Busch, forhandlingssekretær i 3F Transport. Klummen giver alene udtryk for skribentens egne holdninger og personlige oplevelser af det omtalte.
I 3F Transport har vi de sidste seks år skrevet under på mere end 1100 nye overenskomster.
Én af dem blev sendt live på TV.
I dag er det præcis et år siden, at der blev skrevet under på to års forhandlinger med Nemlig.com. I den anledning har jeg kigget tilbage i mine gamle notater og skriblerier for at give et indblik i, hvordan det så ud på den anden side af de mange mediehistorier og demonstrationer.
Jeg håber, du har lyst til at læse med.
Afsløringen
I marts 2021 smækker Politiken historier om skræmmende arbejdsforhold hos Nemlig.com på forsiden af avisen. Bøder til chaufførerne for at komme for sent, alt for stramme tidsplaner og voldsomt arbejdspres er blandt afsløringerne.
Jeg husker mest tiden derefter som kaotisk. Vi har på det tidspunkt i årevis forsøgt at få en dialog med Nemlig.com i håb om at kunne overenskomstdække de chauffører, der kører varer ud for virksomheden.
Med de her afsløringer bliver vi klar over, hvor grelt det står til, og hvor meget det haster.
Vi forsøger i et helt år at mødes, men dialogen med Nemlig.com er sparson og uenigheden stor. Jeg vil næsten gå så langt at sige, at det var en virksomhed, vi kaldte fagforeningsfjendsk – til trods for, at de havde overenskomst for deres lageransatte.
Mistro
Men i maj 2022 lykkes det min kollega Harald Fabricius og mig at få det første møde med to repræsentanter fra Nemlig.com.
Stemningen er præget af de mange avisartikler og en mistanke om, at det er os i 3F Transport, der har plantet afsløringerne i Politiken. Samtidig har vi varslet konflikt mod et stort antal underleverandører, og det gør ikke stemningen bedre.
I håb om at lette stemningen, foreslår jeg, at vi næste gang mødes ude hos Nemlig.com til en rundvisning. På den måde får vi også bedre indsigt i deres logistik.
Rundvisningen bliver en lille åbning for en mere naturlig og forstående tilgang til hinandens synspunkter, men vi er ikke i nærheden af at være enige om noget som helst.
Underleverandører eller ansatte
Det er tydeligt for mig, at Nemlig.com ikke er interesserede i at indgå overenskomst for deres chauffører. De er ansatte af underleverandører, og Nemlig.com mener derfor, at vi skal overenskomstdække alle underleverandørerne.
Vi bruger meget tid på at italesætte fordele og ulemper ved at ansætte egne chauffører frem for at have skiftende chauffører hos 150 underleverandører, der på skift går konkurs.
Jeg har hele tiden været af den opfattelse, at området vil kræve aftaler med mere fleksibilitet, end vi har i vores store overenskomster for chauffører. Det er nødvendigt for at få virksomhederne til at ansætte egne chauffører. Jeg er også helt afklaret med, at det er nødvendigt at have underleverandører til at hjælpe for eksempel op til helligdage og andre travle tidspunkter.
Derfor er vores krav langt ind i forløbet, at Nemlig.com skal have en vis procentdel egne chauffører inden en vis dato.
Vores aktiviteter
På det her tidspunkt har Københavns Kommune fyret moderselskabet Intervare, og interessen for Nemlig.com er stadig stor.
Virksomheden har et stærkt ønske om, at vi stopper vores demonstrationer, artikler i Fagbladet 3F, kampagner og så videre. Særligt direktør Stefan Plenge mener, at det er en klods om benet.
Jeg forklarer, at det er vores måder at skabe fokus på konflikten, og hvis Stefan Plenge ser aktiviteterne som irriterende, må det jo virke i et eller andet omfang.
Det anerkender virksomhedens repræsentanter med et smil.
Jeg deltager ikke selv i demonstrationerne eller udtaler mig i medierne. Det er et helt bevidst valg. Deltager jeg der til stor irritation for Nemlig.com, er den fortrolige dialog meget sværere efterfølgende.
Undervejs forsøger vi at lave en fredsaftale om, at vi indstiller vores aktiviteter, hvis Nemlig.com underskriver en hensigtserklæring. Det lykkedes aldrig.
Plads til forhandling
Når jeg går ind til en forhandling, ved jeg godt, at jeg ikke får alt det, jeg lægger på bordet første dag. Der skal være plads til forhandling, og det er vigtigt, at virksomheden føler ejerskab over overenskomsten.
Vi argumenterer stadig for, at de skal ansætte egne chauffører, mens Nemlig.com åbner for en aftale, hvor underleverandørerne er forpligtet til at aflønne deres medarbejdere på de vilkår, der aftales mellem 3F Transport og Nemlig.com.
Jo flere møder vi har, jo mere giver Nemlig.com udtryk for, at de ønsker ordentlige vilkår for deres chauffører.
Derfor tror jeg på, at vi nok skal nå hinanden. Faktisk har jeg ikke en eneste gang i forløbet tvivlet på, at vi ville få en aftale.
Når jeg forhandler, bliver jeg ikke påvirket af, om det går frem eller tilbage med forhandlingerne. Jeg er i forhandlingsmode og bliver hverken skuffet eller glad, før vi har sat den sidste underskrift.
Lageret
Men vi har en altoverskyggende hurdle mellem os: Lageroverenskomsten.
Nemlig.com har lageroverenskomst med 3F, mens deres konkurrenter har med HK. Vores overenskomst har højere lønninger, hvilket de mener, stiller dem dårligere i konkurrencen. Det fylder meget i vores samtaler.
Midt i forhandlingerne taber 3F Transport en voldgift, der i sidste ende betyder, at Nemlig.com selv har ret til at vælge, om de vil have HK- eller 3F-overenskomst på deres lager. Et valg, de ikke hidtil har haft.
Det bliver udslagsgivende.
Vendepunktet
Pludselig siger Nemlig.com, at de godt kan se sig selv med en chaufføroverenskomst, hvis vi kan se lageret dækket af HK-overenskomst.
Stemningen på dette møde er væsentligt bedre end tidligere og den mistro, jeg fornemmede i starten, er forsvundet.
De udtrykker forståelse for, at vi kæmper for bedre vilkår, og langsomt er det gået op for dem, at vi faktisk er der for at finde en løsning.
På grund af voldgiften er det svært at se, hvordan vi på sigt kan fastholde en 3F-overenskomst på lageret. Derfor bruger vi det meste af efteråret på en forhandling om, at lageret bliver dækket af HK-overenskomst og samtidig sikre, at ingen medarbejdere går ned i løn.
Det er første gang, jeg afgiver et område, men jeg mener, det var rettidig omhu og det bedste, vi kunne gøre for medarbejderne.
Det er et specielt limbo at være i. Vi har en fortrolig og god dialog, alt imens det i medierne ligner, vi er to kamphunde mod hinanden.
Underskriften
Vi ender på det 11. og sidste møde med at fjerne vores krav om, hvor mange procent af bilerne, der skal hjemtages hvornår.
Det gør vi, fordi vi til gengæld får en aftale, der sikrer kædeansvarslignende forhold, så vi sikrer underleverandørerne løn og ansættelsesvilkår efter overenskomsten.
I dag er Nemlig.com ved at indkøbe egne biler og ansætte egne chauffører. Den del af aftalen er jeg meget stolt af.
En række af de sidste oplysninger, vi deler med hinanden, er af fortrolig karakter, da Nemlig.com på grund af aftalen skal hjem og have ryddet lidt op i underleverandørerne.
Mellem jul og nytår 2022 udarbejdes de endelige aftaler, men først om formiddagen den 6. februar 2023 lige før offentliggørelsen falder de sidste tekster på plads.
Formand for 3F Transport Jan Villadsen og direktør i Nemlig.com Stefan Plenge skriver under på overenskomsterne og holder pressemødet.