– Jeg kiggede på fejeblade, når andre kiggede på brandbiler

22. november 2024

Skrevet af Morten Hansen

En ny autohjælperuddannelse er i gang på Rybners i Esbjerg. Vi har været en tur forbi for at møde fremtidens autohjælpere.

Egentlig var Kasper Jørgensen gået i gang med en mekanikeruddannelse, men så poppede en annonce for autohjælperuddannelsen op på Facebook.

– Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle skifte uddannelse med det samme. Når de andre kiggede på brandbiler, da vi var børn, så kiggede jeg på fejeblade, siger Kasper Jørgensen.

Han er 20 år og holder en pause sammen med Magnus Trier Nielsen og Rasmus Lillelund Esbensen fra holdet. De er i gang med klargøringen efter to uger med bjergning, hvor holdet har været i Oksbøl for at lære, hvordan man bjærger forskellige køretøjer. Begejstringen for deres fag lyser ud af dem.

En helt ny uddannelse

Det første hold elever kommer ud i november 2024. Kasper, Magnus og Rasmus er fra andet hold, og de vil bestå deres svendeprøve i løbet af 2025. De virker alle tre selvsikre og kompetente, når de i fællesskab forklarer om deres uddannelse og faglighed.

AUTOHJÆLPER UDDANNELSEN
Selvsikre og direkte i deres attitude. De ved, hvorfor de er her, og de er stolte af det. Magnus, Kasper og Rasmus er i gang med autohjælperuddannelsen på Rybners i Esbjerg. De er rundt regnet lidt mere end halvvejs.

Autohjælp er et fag i udvikling. Nye biler i dag er mere komplicerede end i gamle dage. Der er mere avanceret teknologi, hvor det tidligere var mekaniske dele. Samtidig er der flere ikke dansksprogede bilister på de danske veje. Det betyder, at autohjælperen i dag også skal kunne fagteknisk engelsk.

På uddannelsen er der undervisning i fag som dansk, engelsk og fagteknisk engelsk og samfundsfag.

– Engelsk er ret vigtigt, når man kommer ud og skal hjælpe kunderne. Det kan jo være turister, men der er også flere, som arbejder i Danmark, der ikke taler dansk, siger Rasmus Lillelund Esbensen.

Samfundsfag er for at forstå, hvilken rolle autohjælperen spiller i samfundet. Udviklingen har gjort, at flere og flere er afhængige af at kunne komme videre efter et nedbrud.

Derudover skal autohjælpereleverne igennem en række fag og kurser, som bl.a. ny teknologi inden for autohjælp, førstehjælp, kundeservice og konflikthåndtering, Vejen som arbejdsplads, sikkerhedshåndtering af eldrevne køretøjer, udrykningskørsel og bjærgning, som det netop er sidste dag med efter et to ugers forløb i Oksbøl. Det betyder, at alt skal rengøres, pakkes og gøres klar til næste arbejdsdag.

Kig dig over skulderen, autohjælper

Alle tre er de begejstret for deres lærer Claus O. Jensen:

autohjælperuddannelsen

– Jeg lærer dem, at de altid skal kigge sig over skulderen, når de forlader et sted. Tjek lige, at det hele er med. Det samme gælder, når man forlader klasselokalet. Er man den sidste, så kigger man sig lige over skulderen og sikrer sig, at alt er, som det skal være. Sådan er det også, når man forlader et skadessted. Tjek lige en ekstra gang, om det hele er med. Kig dig over skulderen, forklarer Claus O. Jensen.

Claus O. Jensen har i 19 år været med til at uddanne autohjælpere, og han er ikke i tvivl om, at de nye, faglærte autohjælpere bliver eftertragtet. Tidligere foregik uddannelsen som en serie AMU-kurser, nu er det en formel erhvervsuddannelse. Rybners er eneudbyder af uddannelsen.

Fakta om autohjælperuddannelsen

Det tager tre år at blive faglært autohjælper. Du får lærlingeløn under uddannelse, den er typisk det dobbelte af SU. Er du over 25 år, er startlønnen som lærling normalt højere. Der er opstart på uddannelsen i januar. Der er tre dele i uddannelsen:

Grundforløb 1

20 uger på fagretningen mekanik, transport og logistik, hvor eleverne bliver præsenteret for uddannelserne til personvognsmekaniker, autohjælper og lageroperatør. Denne del kan tages i både i Thisted og i Esbjerg.

Grundforløb 2

20 uger på grundforløb autohjælp. Her får eleverne blandt andet truckcertifikat, varebilscertifikat og førstehjælp og lærer om basale arbejdsopgaver i transportbranchen.

Hovedforløb

Hovedforløbet har en varighed på 2 år og er fordelt på fire skoleperioder, som foregår på Rybners i Esbjerg. Dertil kommer minimum tre uger med et relevant specialefag, som vælges i samarbejde med arbejdsgiveren. Den praktiske oplæring foregår hos et firma, der varetager autohjælpsopgaver.

(Kilder: Rybners og UddannelsesGuiden)

autohjælperuddannelsen

Relaterede nyheder

Arbejdsmiljø

Skrevet 30 nov 2024
Arbejdstøjet er normalt rødt og sort, men nu er der også grønne og blå trøjer blandt kollegaerne på Coops lager i Aalborg. Simple tiltag har angiveligt forbedret arbejdsmiljøet og sikkerheden. 

Nyt fra medlemmerne

Skrevet 27 nov 2024
Som buschaufførlærling kan Marcus Nielsen kombinere to ting, han elsker: at servicere og køre. Han glæder sig til at opleve verden som buschauffør.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 25 nov 2024
Siden 2013 er 6.200 flere lastbilchauffører blevet omfattet af en 3F Transport overenskomst. Det skyldes særligt fem forskellige indsatser.

Hold dig opdateret ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev eller følge os på sociale medier