Dette er en klumme og giver alene udtryk for skribentens egne holdninger. Indlægget blev bragt første gang i Fagbladet 3F nr. 5 2023.
Kender I den ven, der helst fortæller om trafikulykken, der næsten skete i går? Om det dårlige knæ, der ødelagde hele ferien, og om smørpakkerne, der bliver mindre og mindre?
Den ven, hvor glasset altid er halvt tomt.
Når vi læser om 3F og fagbevægelsen, og alt ser sort ud og synes tilbagegående, og vi næsten skal forsvare vores berettigelse i samfundet, så er det fordi, at den ven har fået lov til at fylde alt for meget.
Sådan skal det ikke være. Vores fællesskab skal overdøve dem og give dem ja-hatten på.
Alene i dette kalenderår har vi løst udfordringer og skabt forbedringer, som ingen troede var muligt.
I foråret brugte flere medlemmer end nogensinde deres stemme til overenskomstforhandlingerne på det private område. 53 procent af 3F’s medlemmer stemte om overenskomsten sammenlignet med de forrige ganges 48 og 50 procent.
Aldrig har så mange engageret sig i deres løn- og arbejdsvilkår.
Tallene bekræfter det, vi møder ude i virkeligheden. Vi har oplevet en overvældende feedback og diskussion med medlemmer og tillidsvalgte undervejs, der kerer sig om fagforeningen og går op i fagligt arbejde.
Vi har topengagerede tillidsfolk, der hver dag gør en kæmpestor forskel ude på arbejdspladserne og løfter vores vigtigste opgave ved at organisere kollegaer. Når vi giver vores tillidsvalgte de rette værktøjer, så får de endnu flere med i fagforeningens fællesskab. Det viste fire af vores tillidsvalgte, der som en del af ”Særlig Indsats” organiserede 72 kollegaer og fik fem nye tillidsvalgte alene på deres arbejdspladser den første halvdel af 2023.
Når vi gør opmærksom på os selv, så batter det. I 3F Transport satte vi for seks år siden vores OK-projekt i gang. Vi har rejst landet rundt, talt med virksomhederne og fortalt om alle fordelene ved at have overenskomst. Det har resulteret i, at næsten 1100 virksomheder har skrevet under på en overenskomst, og tusindvis af ansatte har fået ordnede forhold på deres arbejdsplads.
Virksomheder, som ingen troede på ville have en overenskomst, har skrevet under, fordi vi stod sammen uge efter uge, måned efter måned og ikke stoppede, før der var sikret ordentlige arbejdsforhold til vores kammerater.
Jeg er ikke talblind. Jeg ser også masser af udfordringer og en udvikling, der går den forkerte vej for fagbevægelsen. Men der findes så mange gode historier, vi skal være stolte af, og som vi skal fortælle. Lad os tale os selv, vores resultater og vores fællesskab op.
Jeg er på vinderholdet. Hvem vil med?