Flex-brødrene fra Fyn: Fra millionkontrakter til kriminalitet og konkurs

29. september 2026

I flere år har en gruppe fynske flextrafikselskaber kørt offentlig transport for millioner af skattekroner. Nu er store dele af selskabskomplekset bag de såkaldte “flex-brødre” kollapset, og flere selskaber er erklæret konkurs efter en lang række afsløringer om fusk, svindel og kritisable forhold.

Gennem mere end et halvt år har TV 2 Fyn afdækket en række alvorlige forhold i flextrafikken.

TV 2 Fyns afdækning viste blandt andet, at selskaber med millionkontrakter på offentlig flexkørsel havde ejere med domme for blandt andet narkokriminalitet og svindel. Samtidig blev der afdækket underbetaling af chauffører, omfattende kritik af servicen og virksomheder med milliongæld til det offentlige.

Læs alle artiklerne fra TV2Fyn her: Flextrafik-skandalen: Her er alle afsløringerne om kritisable forhold | TV 2 Fyn | Fynske nyheder – lokalt hver dag

Ejerne er tre brødre med efternavnet Al-Badri. Indtil maj 2026 drev de en række flex-virksomheder herunder LS Busser. Men selvom brødrene efter måneders skandaler trak sig, væltede skeletterne fortsat ud af skabet.

Minister kommenterer på skandalerne

Det fik transportminister Signe Munk til at gå ind i sagen og love, at hun vil stramme loven og skærpe tilsynet. Til stor glæde for forhandlingssekretær i 3F Transport, Jørn Hedengran.

– Det sætter jeg rigtig, rigtig stor pris på, for vi trænger til det. Der er alt for mange brodne kar i denne branche. Der er for meget hvidvask, og vi har åbenbart også narkopenge. Vi har alt muligt mærkeligt i den her branche, det er på tide at vi får ryddet op, sagde han til TV2Fyn.

Sammen med en række andre brancheorganisationer har han præsenteret ministeren for fire forslag, der skal forbedre branchen.

Læs forslagene her: Organisationer kræver opgør med “flexfusk”

Det hele ender i konkurser

I begyndelsen af september nåede sagen et nyt lavpunkt, da medarbejdere hos LS Busser ikke fik udbetalt løn. For at beskytte medarbejderne besluttede 3F Transport at indgive en konkursbegæring først mod LS Busser og siden mod en række af brødrenes andre virksomheder.

Problemerne medførte aflysninger og begrænsninger i flextrafikken på både Fyn og i dele af Jylland.

Den 22. september kulminerede sagen, da fire af flextrafikselskaberne blev erklæret konkurs af skifteretten. Selskaberne havde fra 2023 til 2026 kørt offentlig flextrafik for mere end 233 millioner kroner for blandt andet FynBus, Midttrafik og Sydtrafik.

Problemerne er ikke løst

Sagen har rejst alvorlige spørgsmål om kontrollen med leverandører i den offentligt finansierede flextrafik.

Selvom flex-brødrenes selskaber nu er gået konkurs, er de grundlæggende problemer langt fra løst. Kort tid efter skandalen blev nye flexkontrakter på Fyn tildelt virksomheder uden en eneste ansat chauffør.

Læs også: Afsløring: To selskaber uden ansatte chauffører vandt flexkørsel for 58 millioner | TV 2 Fyn | Fynske nyheder – lokalt hver dag

Det viser, at der fortsat er behov for langt skrappere krav til virksomheder, der vil køre offentlig flextrafik. Når skattekroner finansierer transport af ældre, patienter og mennesker med handicap, må det være et minimumskrav, at virksomhederne har styr på både drift, økonomi og medarbejderforhold.

Foto: Joachim Rode

Relaterede nyheder

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 8 okt 2026
En stærk blanding af eksperter, direktører og transportarbejdere var tirsdag samlet om at se ind i fremtiden. Det foregik i DI’s og 3F Transports fælles FremtidsLab, hvor spotlyset var rettet mod AI, ny teknologi og hastige forandringer for virksomheder og ansatte i dansk transport og logistik.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 29 sep 2026
Nye afgørelser betyder, at deltidsansatte i mange tilfælde skal have overtidstillæg, når de arbejder ud over deres aftalte timetal og ikke først, når de passerer 37 timer om ugen.

Internationalt, Politik

Skrevet 3 sep 2026
Nordiske fagforeninger dokumenterer misbrug af chauffører og fremsætter fem løsningsforslag til en stærkere indsats.

Find os på
sociale medier

Følg 3F Transport og Flemming Overgaard og se vores nyheder, opdateringer og informationer som vi løbende ligger online.