Flemming vil være ny formand for 3F Transport

1. september 2025

3F’s kongres starter om en måned. Her skal 3F Transport have ny formand, når Jan Villadsen går på pension efter 18 år på posten. I weekenden erklærede Flemming Bjørn Overgaard sit kandidatur. Det sker med fem prioriteter for fremtiden.

Der er nu en måned til 3F’s kongres og til den del af kongressen, hvor 3F Transport skal diskutere fremtid og vælge ny formand, når Jan Villadsen går på pension efter 18 år i spidsen for landets chauffører, lagerarbejdere, reddere, søfolk, vaskeriarbejdere, havnearbejdere, bude og fiskere.

Meget tyder på, at 3F Transports nye formand bliver 55-årige forhandlingssekretær i 3F Transport, Flemming Bjørn Overgaard, der har en fortid som redder og formand for transportarbejderne i 3F Fredericia.

Flemming Bjørn Overgaard lancerede sit kandidatur i weekenden. Det skete blandt andet med en præsentation, der indeholder de fem prioriteringer, Flemming Bjørn Overgaard går til valg på. De fem prioriteringer er:

  1. Fortsat fremdrift: Synlighed, resultater og konstruktivt samarbejde. Og stærk kommunikation. I og omkring 3F Transport.
  1. Fælles mål: Styrket sammenhæng og samarbejde for fælles mål. I og omkring 3F Transport og i forhold til 3F’s kerneopgaver: Flere overenskomster, flere medlemmer og stadigt flere dygtige tillidsvalgte.
  1. Inddragende ledelse: Samlende strategisk arbejde og mål for resultater båret af fælles diskussioner og øget ansvar til hver enkelt.
  1. Investering i udvikling: Også i mennesker. Fokus på trivsel og opgradering til fremtidens opgaver og ansvar. Både for 3F’s medlemmer og ansatte i 3F Transport.
  1. Internationalt ansvar: En stærk international position forpligter. 3F Transport skal fortsætte aktiv international involvering. På baggrund af konstruktive forslag og krav til resultater.
Store sko skal fyldes ud

Flemming Bjørn Overgaard erkender, at det er nogle meget store sko, der skal fyldes ud, når en ny leder tager over efter Jan Villadsen.

– Jan har stået i spidsen for en række store resultater og succeser. Fra store aftryk på EU’s vejpakke, sikring af godt 1.300 nye overenskomster via målrettet indsats i vognmandsbranchen og på lagre til vigtige kampe for den danske model med nemlig.com, Ryanair og Uber. Og midt i det, er der indgået stærke overenskomster med udbygget realløn og nye rettigheder til landets transportarbejdere. Men det betyder heldigvis, at vi har en meget stærk platform at stå på til en fremtid med nye udfordringer, siger Flemming Bjørn Overgaard.

Han peger på, at der venter store udfordringer. Ikke mindst i forhold til vigende medlemstal i 3F og udviklingen på arbejdsmarkedet og i samfundet, hvor ny teknologi og AI, arbejdstagere fra udlandet og nye forretningsmodeller er blandt de største – i en tid præget af Trump, krig i Ukraine og Mellemøsten og klimakrise.

3F Transport skal vælge ny formand onsdag 1. oktober, hvor 3F Transport i lighed med 3F’s øvrige sektorgrupper har sin egen dag på kongressen med beretning, debat om fremtiden og valg af formand, forhandlingssekretærer og valg til forskellige udvalg. Pt. er Flemming Bjørn Overgaard den eneste kandidat som afløser for Jan Villadsen, men andre kan nå at melde sig før 1. oktober. 

Du kan se Flemming Bjørn Overgaards præsentation her.

Flemming Overgaard portræt

Relaterede nyheder

Arbejdsmiljø

Skrevet 13 nov 2025
Hvordan kan START hjælpe, hvis man gerne vil have bedre trivsel på sin arbejdsplads? Få svaret fra de nye START-konsulenter.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 12 nov 2025
I tvivl om, hvem du skal stemme på til kommunal- og regionsrådsvalget? Se listen over transport- og logistikansatte, der stiller op.

Arbejdsmiljø

Skrevet 12 nov 2025
I dag markerer vi Kvindernes Sidste Arbejdsdag. Kvinder tjener i gennemsnit 12,9 procent mindre end mænd og kan dermed i teorien gå hjem for i år.