DM i Skills: 23-årige Caroline kører helst med de største lastbiler

22. april 2024

Skrevet af Janni Aabenhus Jeppesen

Til weekendens DM i Skills konkurrerede Caroline Olesen om at blive Danmarks bedste i kategorien “Vejgodstransport”. Hun er bidt af at køre lastbil og jo større jo bedre.

Der er fuld gang i konkurrencerne til DM i Skills fredag formiddag. Otte chaufførlærlinge er ved at øve sig inden eftermiddagens konkurrence.

En af dem er Caroline Olesen, der sammen med 14 andre unge fra landets erhvervsuddannelser konkurrerer om at blive Danmarksmester i kategorien “Vejgodstransport”.

– Jeg vil gerne repræsentere mit fag. Jeg er stolt af mit fag og vil vise, at vi små piger kan også. Det er megafedt, at man viser erhvervsuddannelserne frem på denne her måde, siger Caroline Olesen.

Hun er 23 år og er i gang med Vejgodstransportuddannelsen på AMU Nordjylland. Det var en underviser her, der meldte hende til DM i Skills.

– Jeg tror, han har peget på mig, fordi jeg har været meget engageret og går op i de små detaljer, siger Caroline Olesen.

DM i Vejgodstransport

Konkurrencen består af fire opgaver:
1. Kør så brændstoføkonomisk som muligt på tid i en simulator.
2. Læs paller korrekt på et lad på tid i en simulator.
3. Korrekt og præcis lastsikring på tid.
4. Teoretisk opgave med 50 spørgsmål på 15 minutter.

Giv mig rattet

Caroline Olesen begyndte på uddannelsen i 2022. Inden det gik hun på FGU, hvor en studievejleder foreslog hende at tage til Transportens Dag. Det tændte lyset for at blive lastbilchauffør.

– Jeg prøvede at køre med forvogn og hænger, og så blev jeg bare fanget af det. Jeg meldte mig ind på skolen med det samme, siger hun.

Hun var egentligt i praktik som personvognsmekaniker, men det føltes ikke helt som det rigtige for hende.

– Jeg var på et tidspunkt med min ekskæreste ude at køre lastbil, hvor jeg sad på passagersædet. Der tænkte jeg: “Giv mig nu bare rattet”.

På den måde førte flere veje til, at Caroline Olesen nu er i lære hos Kristian Rytter Transport, hvor hun kører med grus og sand.

– Det er nogle store maskiner, og man skal bruge nogle kræfter. Men det gælder også for mine største og stærkeste kollegaer. Jeg har det sådan “jo større jo bedre”, og så finder jeg løsningerne. Jeg får mange spørgsmål om, hvorfor jeg vil være lastbilchauffør. Jeg plejer at sige: “Hvorfor kan jeg ikke det være det?” Jeg kan gøre det lige så godt som alle andre.

Det beviste hun til DM i Skills, hvor hun gik hele vejen til finalen og tog fjerdepladsen med hjem.

Uddannelsesparat til en erhvervsuddannelse

Caroline Olesen undrer sig over, at hun i folkeskolen kun blev vurderet ud fra, om hun var uddannelsesparat til at tage en gymnasial uddannelse.

– Der var ikke nogen, der vurderede en parat til en erhvervsuddannelse. Det handlede kun om, om man skulle have den ene eller anden gymnasiale uddannelse.

Og det vidste hun, at hun ikke ville. Hun ville ud på en erhvervsuddannelse og bruge sine hænder, som hun er bedst til.

– Jeg har aldrig været glad for at gå i skole, men det er jeg nu. Jeg har udviklet mig meget personligt og fagligt, siden jeg startede i skole og i lære. Det er jeg rigtig glad for. Jeg synes, at det er fedt med frihed under ansvar. Det er nogle store biler, og det er meget ansvar.

Caroline Olesen til DM i Skills

“Jeg kan godt studere i en bog. Men på de tre år kan jeg lave noget, jeg hellere vil,” siger Caroline Olesen.

 

Økonomikørsel til DM i Skills
Konkurrencen i økonomikørsel foregik i en simulator.

 

Konkurrence til DM i Skills
Pallerne skal placeres med 2,5 cm nøjagtighed.

Relaterede nyheder

Debat

Skrevet 27 mar 2026
Som ny formand for 3F Transport glæder jeg mig til at møde landets kommende transportminister og de nye transportordførere. Men først skal regering og regeringsgrundlag på plads. Til det har jeg i al åbenhed nogle input og forslag, der kan bidrage til en tryggere, mere fair og fremtidssikret dansk transportsektor.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 27 mar 2026
Kommunalt ansatte buschauffører i Aarhus og på Bornholm skal nu stemme om deres nye overenskomst. Se indholdet af din nye overenskomst her.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 26 mar 2026
Højere bøder for piratkørsel, meget mere kontrol, nye stærke EU-regler og systematisk jagt på overenskomster hos vognmænd. Den cocktail har bidraget til at sikre, at 2025 satte ny flot rekord med over 7.000 flere chauffører på dansk overenskomst sammenlignet med for 10 år siden.

Hold dig opdateret ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev eller følge os på sociale medier