Danske chauffører har udsigt til ny sejr i EU mod piratkørsel på vejene

10. marts 2025

Skrevet af Hans Christian Graversen

For anden gang på 10 år har EU-kommissionen hevet Danmark for retten på grund af skrappe og simple danske regler mod piratkørsel og social dumping på vejene. I 2018 vandt Danmark. Og nu lægger EU-domstolen op til endnu en sejr for chaufførerne. Denne gang på bus-området.

Uklare EU-regler for, hvor længe udenlandske busser måtte køre rundt til dumpingpris med turister i Danmark, fik i 2019 daværende transportminister Benny Engelbrecht (S) til at skære igennem.

Det betød klare begrænsninger. Maksimalt én enkelt uges kørsel per bus per kalendermåned. Så er det ud af Danmark med pæn besked om at holde sig væk i tre uger.

De nye regler var blandt andet målrettet litauiske firmer, der kørte i pendulfart med grupper af turister fra hoteller til store turistmål. Herunder kørsel mellem lufthavnen og krydstogtskibe i Københavns havn. Men reglen nåede ikke at fungere ret længe, førend EU-kommissionen begyndte at true Danmark med sagsanlæg.

Og da den danske regering stod fast, blev Danmark hevet for EU-domstolen. Imens sagen har stået på, har myndighederne ikke håndhævet de skrappe danske regler. Men nu er der udsigt til, at det bliver lavet om i løbet af få måneder. For nede ved EU-domstolen i Luxembourg lægges der op til at frikende Danmark og give EU-kommissionen et nederlag.

Det fremgår af en udtalelse fra EU-domstolens generaladvokat i sagen. Og den slags udtalelser plejer domstolen at følge.

Anden sejr i træk

Formand for 3F Transport, Jan Villadsen, er glad for den klare melding:

– Jeg er meget optimistisk og næsten 100 procent sikker på, at Danmark vinder retssagen og bliver frikendt. Den foreløbige melding er krystalklar. For når EU ikke har lavet klare regler på busområdet, er det op til EU’s medlemslande at trække klare grænser for social dumping og piratkørsel. Når Danmark forhåbentlig vinder det endelige slag om få måneder, kan Sverige og andre lande frit kopiere de danske regler og sætte effektive bremser for underminering af løn og arbejdsvilkår for turistchauffører i Norden, siger Jan Villadsen.

Tilbage i 2018 blev Danmark frikendt i en tilsvarende sag i forhold til grænser for, hvor meget udenlandske lastbiler må køre i Danmark. Siden er der, med EU’s vejpakke, kommet klare fælles regler for, hvor meget udenlandske lastbiler må køre i Danmark og andre EU-lande. Og det er i bund og grund de regler, daværende transportminister Benny Engelbrecht oversatte til bus-branchen.

LÆS OGSÅ: https://fagbladet3f.dk/danmark-vinder-eu-slag-om-landevejens-pirater/

FAKTA: Her er vejen til ny dansk sejr mod piratkørsel

Danmark er tæt på at vinde sagen om grænser for cabotagekørsel med busser, som Europa-Kommissionen har anlagt mod Danmark. Sagen omhandler, hvorvidt Danmark har overtrådt EU-reglerne ved at indføre en tidsbegrænsning for cabotagekørsel, som kun tillader busser at udføre cabotagekørsel i syv sammenhængende dage i én kalendermåned.

EU-kommissionen mener, at denne praksis er i strid med EU’s regler for fri transport af tjenesteydelser. Danmark har argumenteret for, at den danske praksis er nødvendig for at sikre, at cabotagekørsel forbliver midlertidig og ikke udvikler sig til en permanent aktivitet.

EU-domstolens generaladvokat har den 6. marts fremsat forslag til en afgørelse i sagen, hvor domstolen frikender Danmark.

Den kan læses her: eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:62023CC0482

Glæde hos arbejdsgiverne

Også hos arbejdsgiverne i Dansk PersonTransport (DPT) vækker udsigten til dansk sejr stor glæde.

– Dansk PersonTransport har haft et godt samarbejde med såvel 3F som Transportministeriet for at sikre, at vores medlemmer ikke udsættes for unfair konkurrence af udenlandske busser i Danmark som følge af tvetydige EU-regler, siger Michael Møller Nielsen, der er administrerende direktør i Dansk PersonTransport.

Han retter en stor tak til 3F Transport, Transportministeriet og transportminister, Thomas Danielsen (V), for deres gode arbejde og støtte i sagen.

– Den danske regering har hele tiden været klar i sin holdning, at de nødvendige restriktioner er vigtige for at opretholde forudsigelighed og retssikkerhed for transportvirksomhederne i Danmark, fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Danmark står til sejr: EU skal blande sig uden om danske lønninger

eu

Relaterede nyheder

Nyt fra 3F Transport, OK25

Skrevet 24 mar 2025
Snart skal de nye transportoverenskomster til afstemning og bedømmes af 3F Transports medlemmer. Men en ting står klart allerede. Den kristelige overenskomst, der er forhandlet samtidig med 3F’s nye aftaler sakker længere og længere bagud. 

OK25

Skrevet 21 mar 2025
Som en af de sidste faggrupper på transportområdet har fiskerne nu fået ny overenskomst på plads. Den er indgået mellem 3F Transport, Danmarks Fiskeriforenings Producent Organisation og Danmarks Pelagiske Producentorganisation og rækker 3 år ud i fremtiden.

OK25

Skrevet 13 mar 2025
Den nye overenskomst for rutebuschauffører har affødt mange spørgsmål. Forhandlingssekretær Kim Poder svarer på de mest stillede i videoen her.

Find os på Facebook

Følg 3F Transport og Jan Villandsen på Facebook og se vores nyheder, opdateringer og informationer som vi løbende ligger online.