Da vejvrede blev til fair transport i EU

2. august 2024

Skrevet af Hans Christian Graversen

Håbløshed og stor vrede over mistede danske chaufførjob er vekslet til fremgang og fornyet håb på vejene. En af forklaringerne er Vejpakken med EU-regler for fair transport, der er blevet til efter 10 års faglig og politisk kamp.

Over 6.000 danske chaufførjob vil forsvinde på fem år.

Sådan lød en blandt flere alvorlige overskrifter i danske medier i 2012 og 2013. Og samtidig viste en dyster rapport fra 3F Transport og vognmændene i DTL, at den sidste danske chauffør ville blive arbejdsløs inden 2030.

På den baggrund var alvoren stor, at 300 vrede og frustrerede chauffører og vognmænd mødtes til stormøde i Fredericia i marts 2013.

Det var 3F Transport, der havde indkaldt til mødet. Og formålet var at diskutere løsninger og sammenhold i forhold til at ændre situationen. Og 3F Transport lovede chaufførerne at arbejde for fem vigtige ændringer:

  • Højere bøder for ulovlig godstransport på danske veje.
  • Bedre kontrol og øgede midler, så dansk politik kan styrke indsatsen.
  • Skrappere regler, så Danmark kunne gå forrest i kampen mod piratkørsel.
  • Ny EU-lovgivning, fordi EU’s regler skabte smuthuller og tvivl.
  • Stærkere sammenhold, fordi en lang sej kamp ventede forude.
EU-regler på plads efter hård, faglig indsats

I dag står det klart, at der er scoret mange point på alle fem punkter. Det kan ses på danske veje, hvor antallet af chauffører, der kører i danske lastbiler og på danske overenskomster, er i vækst. Og hvor der nu er sat rekord i antallet af ansatte på 3F Transports overenskomster for godstransport.

En vigtig forklaring er løftet om ny EU-lovgivning. For i Bruxelles og andre vigtige EU-destinationer fik 3F Transport sammen med kolleger i Europæisk Transport Forbund og de nordiske vognmænd i NLA sat solide fingeraftryk på et stort sæt nye EU-regler, der under et kaldes EU’s Vejpakke.

Læs mere fra transportministeriet her: https://www.trm.dk/nyheder/2020/vejpakken-er-vedtaget-af-europa-parlamentet

Alliancen mellem 3F Transport, andre fagforeninger og hæderlige vognmænd er en del af forklaringen. For alliancen kunne både bruges til at påvirke politikere og regeringer og i forhold til at frembringe vigtig og solid dokumentation.

En af metoderne var at få aktive chauffører og vognmænd til at kortlægge omfanget af udenlandske lastbiler på vejene i Danmark, Sverige og Norge.

En anden var indsamling af oplysninger om løn og arbejdsvilkår blandt bulgarske, makedonske og rumænske chauffører på danske rastepladser.

3F Transport leverede lovforslag

Men nok så vigtigt. 3F Transport spillede med og leverede sit eget forslag til, hvordan fair konkurrence og lige løn for lige arbejde til chauffører blev en del af EU’s lovgivning. Det skete med forslaget ”Fair Mobility”, der i dag danner krumtappen i EU’s Vejpakke, der trådte i kraft i 2022.

Indsatsen betyder, at udenlandske chauffører skal have dansk løn, når de kører gods internt i Danmark. Og når de kører med gods til og fra Danmark, medmindre de kommer med en transport fra eget hjemland. Men det kostede mange ressourcer at nå så langt. I 2017, 2018 og 2019 havde 3F Transport, hvad der svarer til 1,5 fuldtidsperson, ansat til lobbyarbejde i Bruxelles og en række europæiske nøglelande.

Ikke alt er fryd og gammen – endnu

Reglerne er således blevet mere klare, præcise og retfærdige. For kort fortalt skal udenlandske transportfirmaer leve op til 5 ting, hvis de sender lastbiler, busser, varebiler og chauffører ind over grænserne til Danmark og andre EU-lande.

  • Lønnen skal som minimum følge niveauet i det land, man kører i. Medmindre man kun kører eksportkørsel til og fra eget hjemland.
  • Lastbiler skal hjem til eget registreringsland mindst en gang hver ottende uge.
  • Alle lastbiler, busser og varebiler, der kører international transport, skal have installerede nye satellitforbundne tachografer (kontrolapparat) senest i juli 2025.
  • Chauffører skal have mulighed for at vende hjem på forlænget weekend mindst hver fjerde uge.
  • Det er sat en tyk streg under, at der ikke må overnattes ubegrænset i lastbilen. Og at ulovligt mange weekendhvil i træk i førerhuset straffes med bøder.

Men et er regler. Noget andet er kontrol. Der er fortsat en række lande, der ikke har gjort de nye EU-regler til lov. Og i de fleste EU-lande er kontrollen endnu ikke effektiv. Det ændrer imidlertid ikke på, at vejpakken er en succes. Først og fremmest i forhold til to ting:

  • En del af EU’s liberalisering af transportmarkedet er rullet tilbage.
  • Særligt misbrug af udenlandske chauffører til indenrigstransporter i Danmark er begrænset væsentligt.

3F Transport fortsætter sammen med de øvrige europæiske transportforbund arbejdet for bedre og stærkere kontrol og koordinering mellem myndigheder i EU’s 27 medlemslande. Det seneste tiltag er et forslag fra 3F Transport om en fælles EU-lønberegner for internationale chauffører.

Læs mere om lønberegneren her: https://www.etf-europe.org/demanding-fair-transport-etf-and-iru-seek-remuneration-calculator/

Forslaget har fået opbakning fra såvel transportfagforeningerne i ETF, Europæisk Transportforbund som fra de Europæiske vognmænd i IRU. EU-kommissionen er for øjeblikket ved at tage stilling til forslaget, som 3F Transport ønsker forankret i den europæiske arbejdsmarkedsmyndighed.

lastbiler

Relaterede nyheder

Ikke-kategoriseret

Skrevet 10 okt 2024
I 2020 vedtog EU ”Vejpakken” med en lang række vigtige stopklodser mod piratkørsel på Europas veje. Nu har EU-domstolen underkendt en enkelt eftersag rejst af ni østeuropæiske lande.

Nyt fra medlemmerne

Skrevet 9 okt 2024
Mange veje fører til et job i transportbranchen. For Michael Larsen var det hans morfar, der viste ham friheden og rusen ved at køre lastbil.

Fagligt, Nyt fra medlemmerne

Skrevet 2 okt 2024
Som nyvalgt tillidsrepræsentant kan en af de sværeste forhindringer være de jævnlige møder med cheferne. For Dennis Bruun har tre ting gjort det lettere.

Hold dig opdateret ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev eller følge os på sociale medier