Arbejdstilsynet sætter i 2025 fokus på sikkerhed i transport af gods

4. februar 2025

Skrevet af Arbejdstilsynet

En lang række aktører har indflydelse på, om både chauffører og gods når sikkert frem. Bedre sikkerhedsledelse og samarbejde mellem aktørerne er omdrejningspunkterne i en ny indsats fra Arbejdstilsynet, der skal forebygge ulykker i branchen transport af gods.

Artiklen er delt fra Arbejdstilsynet.

En omskiftelig hverdag i trafikken, kunder med forskellige af- og pålæsningssteder, lastearbejde i al slags vejr og ofte tidspres kendetegner chaufførernes arbejde.

Chaufførerne kan selv gøre meget for deres egen sikkerhed ved at være opmærksomme på, hvordan de kører, løfter, læsser og bruger tekniske hjælpemidler. Men samarbejdet med vognmand, speditører, producenter, leverandører og de forhold, som arbejdet foregår under ude hos kunderne, har mindst lige så stor betydning.

I 2025 lancerer Arbejdstilsynet en indsats, der sætter fokus på at forebygge ulykker og styrke sikkerhedskulturen igennem hele rejsen fra kilde til kunde.

Kunden har betydning for sikkerheden

– Kunder har en stor betydning, når de får leveret eller afhentet gods. De kan være med til at løfte sikkerheden i chaufførernes arbejdsmiljø. Hvis vi skal skabe et godt arbejdsmiljø kræver det, at vi alle er villige til at tage ansvar for chaufførers arbejdsmiljø, når vi får leveret gods, siger Lars Uldall Beck fra Arbejdstilsynet. 

Chauffører kan fx blive forsinket i trafikken eller opleve aggressive personer, der bliver vrede over, at de holder og spærrer. Der er også kunder, som presser chauffører til at løfte lidt mere, end chaufføren selv føler er ansvarligt.

Opbakning fra vognmanden

Chaufføren er ofte alene og må klare opgaverne under de forhold, der er på stedet. Derfor er opbakning fra vognmanden afgørende.

– En central del af vognmandens ledelse består i at sikre, at chaufførerne har kompetencer til at kunne risikovurdere på egen hånd, håndtere konflikter og har den nødvendige opbakning til at sige fra, når sikkerheden ikke er i orden. Det stiller krav til ledelsen og en god dialog mellem leder og chauffør, siger Lars Uldall Beck.

Fra 2016-2022 skete der mere end 25 dødsulykker inden for branchen Transport af gods. Ulykker sker typisk i forbindelse med af- og pålæsning af gods, samt ved arbejde og kørsel i trafikken.

Om indsatsen

Helhedsindsatsen om arbejdsulykker i transport af gods omfatter:

  • Målrettede virksomhedsforløb, med fokus på læring om forebyggelse af ulykker og udveksling af erfaringer med andre virksomheder i branchen
  • Opsøgende dialog med chauffører på rastepladser, af- og pålæsningssteder mv. 
  • Kommunikation om forebyggelse af ulykker.
  • Netværksaktiviteter i samarbejde med branchens egne aktører.
  • Analyse og vidensopsamling om årsager til ulykker i branchen. 

Helhedsindsatsen i transport af gods finder sted i 2025 og er en del af handlingsplanen mod arbejdsulykker fra juni 2023.

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om de ovenstående aktiviteter som Arbejdstilsynet planlægger i 2025, kan du rette henvendelse på: sikkerhed@at.dk

lastbiler

Relaterede nyheder

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 30 apr 2026
For første gang var vejgods og lager med som konkurrencefag, da DM i Skills i år blev afholdt i Hjørring. Fra 3F Transport lyder en kæmpe tak til alle deltagerne, der viste fagene frem på allerflotteste vis og konkurrerede på højt, højt niveau.

Debat

Skrevet 27 mar 2026
Som ny formand for 3F Transport glæder jeg mig til at møde landets kommende transportminister og de nye transportordførere. Men først skal regering og regeringsgrundlag på plads. Til det har jeg i al åbenhed nogle input og forslag, der kan bidrage til en tryggere, mere fair og fremtidssikret dansk transportsektor.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 27 mar 2026
Kommunalt ansatte buschauffører i Aarhus og på Bornholm skal nu stemme om deres nye overenskomst. Se indholdet af din nye overenskomst her.