3F Transport til transportminister: Drop den symbolske jagt på at skære flest regler væk blot for at skære

11. december 2024

Skrevet af Jan Villadsen

Det er hovedløst at ville fjerne 40 procent af alle regler på transportområdet. En blind nedskæring vil kun styrke dem, der allerede bøjer reglerne til egen fordel. Det gør hverken sektoren mere effektiv eller bæredygtig, skriver Jan Villadsen i Altinget.

Dette indlæg er bragt første gang i Altinget 27. november 2024.

Hvilke regler bør transportministeren fjerne?

Et interessant spørgsmål at besvare, når vi i 3F Transport i årevis har kæmpet for flere og bedre regler, der beskytter chauffører, sikrer fair konkurrence og understøtter en socialt bæredygtig transportsektor.

Siden 2013 har nye regler og kontrol sikret lidt mere end 6.200 flere chaufførjobs her i landet på dansk overenskomst med tilhørende tryghed om lønnen, pension og rettigheder.

En samlet transportbranche er enige om, at vi langt om længe har fået ryddet ud i det værste svindel og bedrag – og står nu undrende over for ministerens ønske om at fjerne en betydelig del af de regler og den kontrol, som har medvirket til at skabe orden og fair konkurrence.

En del af reglerne er nødvendige

Man spørger sig selv, hvad ministeren egentligt vil opnå ved at fjerne 40 procent af alle love og regler?

For mig virker det som en ambition, der mere handler om at kunne vifte med et tal end om at tage ansvar for sikkerhed, fair konkurrence og ordentlige arbejdsvilkår.

Vi ønsker ikke at komplicere tingene, men virkeligheden er, at en del af reglerne i dansk transport er nødvendige for at beskytte de virksomheder og medarbejdere, som følger loven og ønsker fair, lige og sund konkurrence.

En blind nedskæring vil kun styrke dem, der allerede bøjer reglerne til egen fordel. Det gør hverken sektoren mere effektiv eller bæredygtig – det gør den blot mindre fair.

Fjern to regler

Men når nu det har transportministerens udelte opmærksomhed at fjerne regler, så vil jeg da gerne rette hans opmærksomhed mod to, der i hvert fald ikke giver mening.

Her tænker jeg naturligvis på 11 kilo-reglen, som undtager visse transportører fra kravene i godskørselsloven og skaber ulige konkurrence.

En tåbelig regel, der gør kontrol uhyre vanskelig, og som reelt giver nogle aktører lov til at omgå lovgivningen, så længe lasten består af kolli under 11 kilo.

Derudover kunne man se på reglen om hviletid på rastepladser.

Mens chaufførerne holder deres nødvendige ugentlige hvil, bliver de pålagt bøder, hvis de holder mere end 25 timer langs statens vejnet.

Ved at fjerne denne regel, slipper chaufførerne for at holde hvil arbitrære steder, og staten slipper for at føre kontrol. En forenkling, der burde passe perfekt ind i ministerens ambition.

Og så er der faktisk allerede sket en forenkling, som hele branchen er glade for.

Hen over sommeren lyttede man nemlig til branchens forskellige aktører, og det lykkedes at afskaffe en bureaukratisk regel, som pålagde chauffører ansvar og hæftelse for eventuelle bøder andre gjorde sig skyld i.

Fordi der var lagt op til, at alle brugere af vognmænds køretøjer skulle hæfte solidarisk.

Drop den symbolske jagt

Hvis bare transportministeren ville holde sig til at fjerne de regler, der ikke giver mening, i stedet for et nedskære blot for nedskæringens skyld.

At ville fjerne 40 procent af alle regler er hovedløst.

Det svarer til at fjerne al skiltning på motorvejene og håbe, at folk så kører bedre.

Danmark har længe været et foregangsland på transportområdet med nogle af de bedste og mest bæredygtige arbejdsforhold i Europa.

Hvis vi pludselig skærer 40 procent af reglerne væk, risikerer vi at underminere de arbejdsvilkår og standarder, som gør Danmark til et godt sted at arbejde og drive transportvirksomhed.

Så her er min klare opfordring til transportministeren: Drop den symbolske jagt på at skære flest regler væk blot for at skære.

Fokuser i stedet på at kontrollere og håndhæve de regler, der sikrer fair konkurrence og ordentlige forhold for alle i transportbranchen.

Og inviter gerne transportbranchens mange forskellige aktører til at komme med indspil på, om der er regler, der kan undværes, forenkles eller laves smidigere på anden måde.

Det er den rigtige måde at starte på her i Danmark, hvis man gerne vil have resultater, der skaber opbakning og fælles forståelse. 

jan villadsen

Relaterede nyheder

OK25

Skrevet 9 apr 2025
Afstemningen til OK25 er afsluttet. 57 procent i 3F Transport har stemt om de nye overenskomster. Næsten 80 procent har stemt ja.

Nyt fra 3F Transport, OK25

Skrevet 24 mar 2025
Snart skal de nye transportoverenskomster til afstemning og bedømmes af 3F Transports medlemmer. Men en ting står klart allerede. Den kristelige overenskomst, der er forhandlet samtidig med 3F’s nye aftaler sakker længere og længere bagud. 

OK25

Skrevet 21 mar 2025
Som en af de sidste faggrupper på transportområdet har fiskerne nu fået ny overenskomst på plads. Den er indgået mellem 3F Transport, Danmarks Fiskeriforenings Producent Organisation og Danmarks Pelagiske Producentorganisation og rækker 3 år ud i fremtiden.

Find os på Facebook

Følg 3F Transport og Jan Villandsen på Facebook og se vores nyheder, opdateringer og informationer som vi løbende ligger online.