25-timers-reglen bliver fjernet

8. juli 2025

Langt om længe afskaffes 25-timers-parkeringsbegrænsning på statslige rastepladser. Det sker få dage efter, at 3F og ITD sendte et åbent brev til ministeren.

Siden 2018 har der været tidsbegrænset parkering for lastbiler på danske motorvejsrastepladser. Fra 1. januar 2026 ophæves tidsbegrænsningen, da reglen medfører ulige konkurrenceforhold for danske vognmænd og er administrativt tung at håndhæve.

Det skriver Transportministeriet.

– Vi kan konstatere, at parkeringsreglerne har vist sig at skabe ulige konkurrenceforhold for danske vognmænd, fordi alt for få af de udenlandske chauffører ender med at betale deres parkeringsafgift. Samtidig er reglen administrativt tung at håndhæve, og derfor ophæver vi nu den tidsbegrænsede parkering på rastepladserne. Det betyder dog ikke, at chaufførerne nu frit kan langtidsparkere og overnatte i køretøjet på rastepladserne, da EU’s køre- og hviletidsregler forbyder, at chauffører afholder deres regulære ugentlige hvil på mindst 45 timer i køretøjet, siger transportminister Thomas Danielsen.  

Læs 3F og ITD’s brev til Transportministeren her: Afskaf 25-timers-reglen: Fair forhold kræver reel handling – ikke mere symbolpolitik 

Det vækker stor glæde i 3F Transport.

– Jeg er rigtigt glad for, at reglen endelig bliver fjernet. Formålet med reglen var at komme piratkørsel og social dumping til livs. Det løste krav om P-skiver, P-vagter og parkeringsbøder på landets rastepladser ikke. Det gav i stedet en masse bøder til danske chauffører og vognmænd, mens de udenlandske smed bøden i skraldespanden, siger Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

Læs også: 3F: P-vagter på motorvejen stopper ikke social dumping – Altinget

– Nu håber jeg, at man i stedet flytter pengene og ressourcerne derover, hvor det virker. Nemlig til tungvognspolitiet, der kan lave målrettet kontrol af ugehvilet og gribe ind, hvis loven ikke overholdes.

Dette er ikke meldt ud fra ministeriet. De skriver, at færdselsstyrelsen modtager bevilling til varetagelse af kontrollen af rastepladserne frem til årsskiftet, og det vil derfor være styrelsen, der udfører kontroller på rastepladserne frem til 1. januar 2026. Færdselsstyrelsen overtog kontrolopgaven af parkering fra politiet i 2019. Efter nytår er det politiets opgave at håndhæve de generelle parkeringsregler på motorvejsrastepladserne, skriver Transportministeriet.

Relaterede nyheder

Ikke-kategoriseret

Skrevet 29 maj 2026
Mange ansatte i transportbranchen oplever et arbejdsliv med alt for højt tempo og stigende krav. Det viser en medlemsundersøgelse fra 3F Transport.

Nyt fra 3F Transport

Skrevet 28 maj 2026
Langt de fleste i transportbranchen er glade for deres arbejde. Men samtidig viser en ny medlemsundersøgelse fra 3F Transport, at alt for mange oplever chikane på jobbet.

Nyt fra 3F Transport, Politik

Skrevet 28 maj 2026
Dansk Erhverv, Dansk PersonTransport og 3F Transport er gået sammen om krav om strengere kontrol, højere kvalitet og et opgør med useriøse aktører i Flextrafik.

Find os på Facebook

Følg 3F Transport og Jan Villandsen på Facebook og se vores nyheder, opdateringer og informationer som vi løbende ligger online.